Søren Pind vil sende indbrudstyve i fængsel i ferierne

Flere indbrudstyve skal afsone, når der er højsæson for indbrud, mener justitsminister.

Justitsminister Søren Pind (V) håber, at en regelændring kan betyde færre indbrud. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Klientellet i de danske fængsler skal fremover være sæsonbetonet.

Justitsminister Søren Pind (V) vil indføre en ny regel, der skal give Kriminalforsorgen mulighed for at indkalde indbrudstyve til afsoning netop i de perioder, hvor der er særligt mange indbrud.

- Det, vi gerne vil til livs, er, at indbrudstyvene hærger, når der ikke er nogen hjemme. Det gør det nemmere for indbrudstyvene. Derfor indfører vi nu den mulighed, at vi kan holde indbrudstyvene i fængsel, når folk er på ferie, siger Søren Pind til DR Nyheder.

I dag er udgangspunktet, at dømte indkaldes til afsoning efter, hvornår de har fået dom. Nu bliver der så lavet en undtagelse til hovedreglen.

- Heldigvis har vi aldrig haft færre indbrud i mange år, end vi har i dag. Men jeg vil gerne have det længere ned. Derfor prøver vi at skrue på alle knapper, herunder at indbrudstyve ikke har frit løb i julen eller sommerferien, siger Søren Pind.

Hvad så hvis jeg har fået en voldsdom og venter på at komme i fængsel. Så skal jeg vente på, at sæsonen for indbrud er ovre?

- Lige nu er der ikke noget pres på fængselspladserne. Vi har faktisk pladser, så lige det ser jeg ikke som noget stort problem, siger Søren Pind.

Indbrudstyve er den gruppe kriminelle, der oftest begår ny kriminalitet.

Hvor det ellers er knap hver tredje - 30 procent - af personer, der bliver løsladt fra afsoning eller fundet skyldig i en lovovertrædelse, som begår ny kriminalitet inden for to år, er tallet hele 72 procent for personer, der har begået indbrud i beboelser.