Søren Lyngbjørns søster: Frigivne gidsler ved ikke selv, hvor de er

Søster til frigivet dansk gidsel fortæller, at hendes bror er på et hospital et sted i Europa. Men gidslerne ved ikke selv, hvor de er.

Søren Lyngbjørns søster, Hanne Lyngbjørn, ønsker ikke at få sit ansigt frem i medierne. Her ses hun under et interview i onsdags. (Foto: © DR)

- Min bror ved ikke, hvor han er, men han har det godt og er ved godt mod. Gidslerne får kyndig lægehjælp og har alt det, de har brug for.

Det fortæller det frigivne danske gidsel, Søren Lyngbjørns søster, Hanne Lyngbjørn, til DR Nyheder.

Hanne Lyngbjørn talte i aftes med sin bror i ca. en halv time, men hun kunne ikke få at vide, hvor broderen befinder sig.

- Ingen af gidslerne ved, hvor de er. De har fået at vide, at de er på et hospital et sted i Europa, hvor de skal tjekkes for eventuelle sygdomme. De kan gå frit rundt på hospitalet og føler sig ikke fængslede, men af sikkerhedsmæssige årsager får de ikke en gang at vide, i hvilket land de befinder sig, fortæller Hanne Lyngbjørn.

Befrielse at kunne tale frit

Hanne Lyngbjørn kalder det en stor befrielse at kunne tale med sin bror uden at være bange for at komme til at sige noget, der kan misbruges af gidseltagerne.

- Nu kan vi tale frit, og Søren kan fortælle, hvad der er sket, uden at der står en gidseltager og lytter. Det er virkelig dejligt, siger Hanne Lyngbjørn.

Videoer var løgn

Søren Lyngbjørn fortalte i aftes sin søster, at ingen af gidslerne er alvorligt syge.

- Søren har fortalt, at de blev truet til at sige rigtig meget af det, gidseltagerne lagde ud på Youtube. Det meste var løgn og blev kun lagt ud for at presse løsesummen i vejret, siger Hanne Lyngbjørn.

Du kan se en af de videoer, piraterne lagde ud her. Videoen er fra sommeren 2011.