Det frigivne gidsel Søren Lyngbjørn er kommet til Danmark.
Det fortæller Søren Lyngbjørns mor, Gerda Lyngbjørn, til DR Nyheder lørdag.
- Vi har set ham, og han er frisk, siger hun og fortæller, at han har været hjemme et par dage og opholder sig på et hemmeligt sted i Danmark, hvor han samler kræfter.
Søren Lyngbjørn blev sammen med sine fem kolleger fra skibet M/V Leopard frigivet af somaliske pirater 30. april efter 838 i fangenskab.
Har det bedre end ventet
Siden har de seks frigivne gidsler først opholdt sig på den danske fregat Iver Huitfeldt, der sejlede sømændene til Seychellerne.
Herfra blev de fløjet til et ukendt sted i Europa, hvor de har været i medicinsk karantæne og siden er blevet forberedt på at blive genforenet med familie, venner og samfund.
I en pressemeddelelse tidligere ugen kom den første direkte melding fra de seks frigivne sømænd:
- Vi vil gerne sige tak for den store interesse og bekymring, der har været for os. Vi er meget glade for at være tilbage i friheden, og vi har det heldigvis bedre, end man kan have fået indtryk af i den forløbne uge, skrev de.