Søfartsstyrelsen har torsdag eftermiddag udsendt en varsling om, at der er risiko for nedfald af missilfragmenter i nærheden af sejlrenden i Storebælt.
Af kortet fremgår det, at skibe i området anmodes om at kaste anker, hvis det er nødvendigt.
- Et harpoon-missil på fregatten Niels Juel, som ligger i havn i Korsør, er i fare for at forlade launcheren utilsigtet, skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
Harpoon-missilet er et skarpt missil, men det er kun løfteraketten, som er aktiveret i forbindelse med testen.
Derfor er der ikke fare for, at missilet kan sprænges eller række længere, end løfteraketten kan løfte.
På samme hjemmeside kan man også læse, at der i perioden 4. marts til 5. april er en militærøvelse i fire afgrænsede områder lige omkring Storebæltsbroen.
Varslingsområdet går fra Korsør og et godt stykke ud mod Sprogø.
I pressemeddelelsen skriver Forsvaret, at det er en fejl på løfteraketten til det såkaldte harpoon-missil, der har lukket luftrummet og skibstrafikken i Storebælt.
Problemet skulle være opstået i forbindelse med en test, hvor missilets løfteraket er aktiveret uden at kunne deaktiveres.
- Specialister er på vej for at løse problemet. De forventes at være fremme i løbet af eftermiddagen torsdag, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
Forsvarskorrespondent: 'Det kan lyde utroligt dramatisk'
Mads Korsager, DR's forsvarskorrespondent, har svært ved at tyde alvoren af hændelsen. Han hæfter sig dog ved Forsvarets relativt udramatiske kommunikationsform omkring det, der lige nu sker i Korsør havn.
- Det lyder, som om at der er tale om en rutineforanstaltning. Selvfølgelig er det ærgerligt, at der er opstået en fejl på elektronikken eller mekanismen, eller hvad der nu ligger bag, men jeg synes heller ikke, at det virker på tonen i pressemeddelelsen, som om at der er en overhængende fare for, at der er noget, der vil blive skudt af, siger han.
Sund & Bælt oplyser på X, at Forsvarets varsling ikke har betydning for sikkerheden eller biltrafikken på Storebæltsbroen.
Der meldes om rolig stemning
Flere skibe ligger nær varslingsområdet. Et af dem er Caroline S med Niels Strand som styrmand. Han fortæller, at de omkring klokken 13:30 fik besked om at lægge anker eller gå uden om sejlrenden, der er indbefattet af zonen.
Stemningen på Korsør Havn er lige nu udramatisk. Det fortæller DR's reporter på stedet Mads Raagaard.
- Hvis jeg kigger ud i Storebælt, ser der også fredeligt ud. Jeg kan ikke se ret meget skibstrafik, men det kan også skyldes, at der er ret tåget. På Storebæltsbroen kører bilerne også, som de skal, siger han.
Det er ikke første gang, at der er ballade med harpoon-missilet. Mange danskere husker nok historien om "hovsa-missilet", der ved en fejl blev affyret fra et dansk krigsskib i 1982.
Missilet, der altså var et harpoon-missil, bragede ind i et sommerhusområde, hvor flere sommerhuse blev totaltskadede.
Mads Korsager fortæller her om "hovsa-missilet", som det blev døbt i pressen i 80'erne.