Det vil skubbe flere ud i fattigdom og skabe stor usikkerhed blandt nuværende førtidspensionister, hvis Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) 28 reformforslag bliver implementeret.
Det mener Jann Sjursen, der er formand i Rådet for Socialt Udsatte.
- Forslagene fremmer uligheden i samfundet og er i virkeligheden med til at skubbe flere ud i fattigdom. Jeg synes ikke, det er den vej, vi skal gå med vores velfærdssamfund. Det må være de bredeste skuldre, der bærer mest. Det er det, som vi i gamle dage kaldte solidaritet, siger han.
Det undrer ham især, at førtidspensionen skal reduceres med over 4.000 kroner om måneden.
- Det er dybt overraskende, at førtidspensionen skal have samme niveau som kontanthjælpen. Fordi kontanthjælp er en midlertidig ydelse, hvor førtidspensionen for de fleste er en permanent ydelse, siger han.
Beskytter dansk økonomi
DA foreslår i et notat blandt andet en forenkling af flere ydelser, deriblandt førtidspensionen, så den rykkes ned på niveau med kontanthjælpen, mens landets mere end 200.000 førtidspensionister skal have reevalueret deres sag. Derudover skal flere lidelser ikke kunne give adgang til førtidspension.
- Hvis ikke vi skal ødelægge dansk økonomi fuldstændig, og hvis velfærdssamfundet på længere sigt skal hænge sammen, skal der gøres noget markant i løbet af få år, siger direktør i DA Jørn Neergaard til Berlingske.
Får ikke folk i arbejde
Jann Sjursen køber dog ikke, at en nedsættelse af mere eller mindre permanente ydelser som førtidspension vil hjælpe dansk økonomi.
- Det at skære i ydelserne bringer jo ikke mennesker i arbejde, det gør kun rigtige jobåbninger og et rummeligt arbejdsmarked, hvor der kan blive plads til socialt udsatte, siger han.
Et af forslagene fra DA vil også begrænse mulighederne for at blive godkendt til førtidspension. Blandt andet skal flere lidelser slet ikke kunne give mulighed for førtidspension.
Ikke et tag-selv-bord
Det vækker harme hos Jann Sjursen.
- Dansk arbejdsgiverforening får det til at lyde som om, førtidspension er et tag-selv-bord. Det skulle jeg hilse og sige, det er det ikke. Det er ret svært også for folk, der er syge, at få førtidspension, så jeg synes faktisk, det er et ret usympatisk forslag, siger han.
Han siger, at førtidspensionister selvfølgelig skal arbejde, hvis de kan, men at den nuværende reform, der ikke engang er fuld implementeret endnu, allerede sørger for, at ingen får unødvendig førtidspension.
- Førtidspension kan allerede i dag gøres betinget, så man selvfølgelig ikke skal blive på førtidspension, hvis man kommer i en bedre situation. Så jeg synes ikke, det her forslag bringer andet nyt for dagen, end at man rører lidt rundt i gryden og skaber usikkerhed for dem, der er på førtidspension i dag, siger han.