Lige nu er det i praksis ikke længere muligt at adoptere et barn fra udlandet til Danmark.
De familier, som lige nu er på ventelisten i forbindelse med en international adoptionsproces vil i løbet af timer eller få dage blive ringet op og få besked om, hvad det videre forløb kommer til at være.
Det siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et interview med DR.
- Der er ikke nogen, der er i tvivl om, hvor hårdt det er at have arbejdet år på at få lov til at adoptere et barn og så stå i den situation, at man er ved målstregen og så suspenderes al adoption. Derfor arbejder alle på højtryk.
Meldingen kommer kort efter, at Danish International Adoption (DIA) har meddelt, at de bremser al arbejde med formidling af adoptioner fra udlandet til Danmark.
DIA er den eneste formidler af internationale adoptioner i Danmark. Derfor betyder deres stop, at adoption fra udlandet til Danmark ikke længere er muligt i praksis.
Det betyder, at par og enlige, som havde søgt om adoption ikke alligevel kan få et barn, som det ser ud lige nu.
I en orientering til Folketingets social- og familieordførere, som DR har fået indsigt i, fremgår det, at Ankestyrelsen har oplyst, at DIA ved udgangen af december 2023 havde i alt 57 aktive formidlingssager.
Ligesom det fremgår af DIA's hjemmeside, at organisationen har i alt 37 ansøgere på sine ventelister.
'Det må bare ikke ske'
Suspenderingen sætter de familier, som var igang med en proces i en "meget, meget ulykkelig situation", siger socialministeren.
Men suspenderingen skyldes en frygt for, at nogle adoptioner ikke foregår efter reglerne, lyder det også.
- Noget tyder på, at vi har ret svært ved at løse de strukturelle udfordringer, der er på adoptionsområdet; simpelthen garantere, at der ikke sker de her forfærdelige situationer, hvor børn er blevet handlet, eller forældre har troet, at de har afleveret deres børn på børnehjem og kunne komme og hente dem igen, og så kunne de ikke. Det må bare ikke ske, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Ankestyrelsen overtager arbejdet
Nu er det så Ankestyrelsen, der overtager arbejdet, hvor DIA slipper det.
For familier, der allerede er matchet med et barn, vil Ankestyrelsen gennemgå hver sag individuelt og vurdere, om adoptionen er forsvarlig.
- Så hurtigt det overhovedet kan ske, vil der også blive truffet afgørelse om, hvorvidt de kan fortsætte med processen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Som det ser ud lige nu, så er suspenderingen fremadrettet. Hvad angår allerede gennemførte adoptioner, så maner ministeren også til ro.
- Vi har jo som regering besluttet, at vi vil lave en historisk undersøgelse hvad angår det bagudrettede, siger hun.
- Men det er ikke sådan, at vi omgør sager, så man risikerer at børn bliver taget fra en, siger hun.
Fra på søndag kl. 06.00 kan du på DRTV se dokumentarserien "Det store adoptionstyveri" om en række kritisable danske adoptioner fra Indien.
DR har før fortalt om Mia Lee Sørensen, der fandt ud af, at hun var blevet stjålet fra sin biologiske mor på et hospital i Sydkorea og bortadopteret til Danmark. Hør hendes historie via linket herunder: