Smøgerne skal skoddes i Københavns Kommune

Ansatte i Københavns Kommune må fra januar 2007 ikke længere ryge indendørs. Og hvor børn opholder sig, gælder rygeforbuddet både udendørs og indendørs.

Rygerne blandt de 43.000 ansatte i Københavns Kommune må vente med smøgerne, til de kommer hjem. (Foto: © -, Stock Exchange)

Senest fra januar 2007 skal Københavns Kommune være en røgfri arbejdsplads.

Det besluttede medlemmerne af Københavns Borgerrepræsentation på sit møde torsdag.

45 stemte for, fem stemte imod og to undlod at stemme, oplyser Borgerrepræsentationens sekretariat.

Borgerrepræsentationen vedtog, at rygning alene er tilladt i det fri. Samtidig skal rygningen foregå på en måde, så ikke andre end rygeren udsættes for røgen.

Et forslag om at åbne mulighed for at indrette rygerum på arbejdspladserne blev forkastet.

Rollemodeller for børn

Medarbejdere, der arbejder med børn, har en særlig forpligtelse som rollemodeller, mener borgerrepræsentationens medlemmer.

Et flertal godkendte derfor, at disse medarbejdere ikke må ryge, når de er sammen med børn i kommunale lokaler, på lejrskoler, udflugter og lignende.

Det gælder både udendørs og indendørs.

Henstilling til hjemmehjælpere

Når det gælder ansatte, der kommer i borgeres hjem - for eksempel hjemmehjælpere - skal forvaltningerne henstille til, at de ansatte ikke ryger, mens de arbejder.

Omvendt vil kommunen også kunne fortælle modtageren af hjælp, at man forventer, de ikke ryger, mens der er ansatte i deres bolig.

For at få ændringerne til at glide lettere ned vedtog borgerrepræsentationen også, at medarbejderne i kommunen skal tilbydes rygeafvænning.

Københavns Kommune har cirka 43.000 ansatte.