Slut med at kalde sig 'Kongelig hofleverandør': Kongehuset forsøger at skabe renere linjer

Kongehuset har besluttet at udfase prædikatet "Kongelig Hofleverandør".

Ifølge Kongehuset er det ikke længere "tidssvarende", at nogle virksomheder kan påberåbe sig en særlig anerkendelse med prædikatet. (Foto: © Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det passer ikke til tiden, at nogle virksomheder får det særlige prædikat "Kongelige Hofleverandører", mens andre ikke gør.

Det er en af årsagerne til, at virksomheder om fem cirka fem år ikke længere kan bruge prædikatet eller kronen i deres logo.

Det står klart efter, at Kongehuset udsendte en pressemeddelelse tidligere i dag, og ifølge DR's historie- og kongehuskorrespondent Cecilie Nielsen sker det i forbindelse med tronskiftet.

- Det er sådan ved tronskiftet - også historisk set - at aftaler om at levere varer og dermed bruge titlen vil ophøre, da et tronskifte betyder et nyt hof og en ny administration, siger hun.

I forbindelse med tronskiftet den 14. januar i år meddelte Kongehuset, at prædikaterne kunne bruges indtil 14. januar næste år, og at man ville tage stilling til ordningen i løbet af året.

Dronning Margrethe underskrev en erklæring om abdikation i Statsrådet på Christiansborg Slot den 14. januar 2024, og herefter blev kong Frederik udråbt som konge. (Foto: © Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det er så sket nu, og virksomheder har indtil den 31. december 2029, hvorefter det ikke længere vil kunne bruges.

Man skal ikke se valget som en afstandtagen fra erhvervslivet, hvor nogle ellers har kunnet pryde sig med statskronen i logoet, siger Cecilie Nielsen. I stedet er det et forsøg på at skabe renere linjer.

- Beslutningen ligger fint i tråd med mange andre ting, der er foregået. Noget af det, som er blevet sagt, er, at det skal være et kongehus, der passer til tiden.

- Der har været en masse små justeringer undervejs, og det her er så en af dem, siger hun.

Historisk set har prædikatet "Kongelig Hofleverandør" nemlig haft en lidt anden betydning.

Tidligere skelnede man mellem prædikaterne ”Leverandør til Det Kongelige Danske Hof” og ”Kongelig Hofleverandør”, men det har man ikke gjort siden 2008. (Foto: © Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

Smuthul til virksomheder

Ordningen er meget gammel, og prædikatet har eksisteret i mere end 100 år.

- Historisk set betyder titlen, at man har leveret varer til kongehuset.

- Men det er ikke sådan, det reelt har fungeret de sidste mange år, fortæller Cecilie Nielsen.

Der er i dag tildelt 104 danske hofprædikater og fem udenlandske.

Der findes for eksempel flere bryggerier, der har prædikatet, og som må bruge kronen i deres logo - herunder Carlsberg, Tuborg og Ceres.

- Det kan godt betyde, at kongehuset har indkøbt øl fra for eksempel Carlsberg, men de kan også sagtens have købt øl fra alle andre bryggerier, og på den måde, har vi en del af måden Kongehuset har fungeret på historisk set, som ikke nødvendigvis svarer overens med måden Kongehuset fungerer på i dag, siger Cecilie Nielsen.

Men der findes også et smuthul til de virksomheder, der gerne vil bevare kronen i deres logo.

- Hvis man kan bevise, at man har en historisk tilknytning til at bruge kronen, så kan man få lov til at blive ved med at bruge den, siger Cecilie Nielsen.

Men det kommer ikke til at være kongehuset, der beslutter det. I stedet skal virksomheder, der vil bevare kronen, sende en ansøgningen til Rigsarkivet, der så vil undersøge, om virksomheden har en historisk tilknytning til kronen.

Derfor kommer det formentlig ikke til at betyde et farvel til kronen i alle virksomheders logo.

Virksomhed ærgrer sig over udfasning

Beslutningen ærgrer administrerende direktør i Danæg Anders Raskov Kodahl.

Danæg har siden 1900 leveret æg til den kongelige familie. Og da den daværende kronprins Frederik 8. blev konge, fik ægproducenten lov til at kalde sig "Leverandør til Det Kongelige Danske Hof". En titel, Danæg således har haft siden 1906.

- Vi er naturligvis ærgerlige over beslutningen, som vi dog fuldt ud respekterer, siger Anders Raskov Kodahl.

Som eksportvirksomhed har det ifølge Anders Raskov Kodahl betydning, at man kan markedsføre sig som leverandør til den kongelige familie, for det er med til at understøtte nye handelsrelationer.

- Vi eksporterer meget, og her betyder det meget, at vi kan kalde os hofleverandører. Det er særligt i Asien, hvor vi er ved at udvikle vores position på markedet, siger Anders Raskov Kodahl, som ikke lægger skjul på den stolthed, der har fulgt med prædikatet som Leverandør til Det Kongelige Hof.

Danæg bruger kronen i deres logo i dag. (Foto: © Morten Langkilde/Ritzau Scanpix)

- Det har været et stort privilegie for os at bære prædikatet i snart 120 år. Det har vi gjort med stolthed og glæde, og vi takker kongehuset for den tillid, det har vist os gennem årene.

Danæg blev i formiddag kontaktet af kongehuset. Selvom Anders Raskov Kodahl er ærgerlig over beslutningen, så har han kun lovord til overs for måden, han i dag har fået beskeden fra Amalienborg.

- Vi blev kontaktet af Kongehuset i formiddag, hvor de takkede os og orienterede om beslutningen. De har håndteret det godt, og der har været en god dialog, så stor ros for deres måde at håndtere opgaven på.