Skuespilleren Klaus Wegener er søndag død i en drukneulykke ved Anholt, oplyser hans familie til Ritzau. Teater- og filmskuespilleren blev 74 år.
Østjyllands Politi oplyste søndag, at han var ude at bade, men efterfølgende blev fundet livløs i vandet tæt på stranden.
En ambulance og en helikopter blev tilkaldt, og han blev forsøgt genoplivet. Men det var desværre forgæves, og han blev erklæret død i helikopteren.
- Det er usikkert, hvad der er sket. Om han har fået et ildebefindende eller er blevet træt og har slugt vand, sagde vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Ørum Møldrup søndag til TV 2 Øst.
Uddannet i Aarhus
Siden 1969, hvor Wegener blev uddannet på Aarhus Teaterskole, har han optrådt på en lang række danske teatre og medvirket i flere film. Han er blandt andet kendt for sin tid på teateret Svalegangen i Aarhus.
Her var han i de politisk turbulente år i 70'erne, hvor han blandt andet nød teaterets solidariske og kollektive ånd. Det kom blandt andet til udtryk ved en høj grad af medbestemmelse hos skuespillerne.
I sin tid her spillede han blandt andet titelrollen i "Hans Kohlhaas". Han var også med i det politiske stykke "Så er der kun Stiften tilbage", der handlede om lukningen af den aarhusianske avis Demokraten.
Siden har han på Aarhus Teater spillet Götz i "Djævelen og den gode Gud" i 1984, samt rollen som Duncan i "Macbeth". Hans karriere bragte ham også forbi mange andre teatre inklusive Det Kongelige Teater.
Spillede med i tv-serier og film
Også på film kan man finde Klaus Wegener. Han har spillet roller i "Riget" og "Spies og Glistrup", ligesom han medvirkede i et afsnit af "Taxa".
Væk fra scenen eller kameraet beskrives han af sin familie som en mand med interesse for det kunstneriske og med en passion for, at alle detaljer blev ordentlige. Det var også gældende, når han selv lavede møbler.
Den store verden trak også i skuespilleren, der blandt andet havde et særligt forhold til Nepal, som han besøgte et tocifret antal gange.
Generelt var skuespilleren optaget af udviklingsarbejde for mennesker i fattigere lande end Danmark.
Ifølge sin familie holdt Klaus Wegener ikke igen og var ikke bange for at trække det ind i alle dele af sit privatliv.
Klaus Wegener efterlader sig sin kone Inge-Lise Rauhe, sin datter, en svigersøn og to børnebørn.
/ritzau/