Mindst syv personer med indvandrerbaggrund er blevet anholdt efter et anmeldt skyderi ved rockerklubhuset, der tilhører Hells Angels i Københavns nordvestkvarter.
Skyderiet har dog ingen relationer til den ulmende konflikt mellem indvandrerbander og den Hells Angels-relaterede gruppe AK81, vurderer politiet.
- Der er så vidt vides afgivet et enkelt skud, men vi er sikre på, at det ikke har noget med konflikten at gøre, siger efterforskningsleder hos Københavns Politi, Michael Clausen.
Han ønsker dog ikke at uddybe, hvad der får politiet til at drage den konklusion mindre end en time efter, at politiet rykkede ud til anmeldelser om skud nær klubhuset.
Pistol fundet på anholdt
Klubhuset har i den seneste tid været genstand for flere skudepisoder, ligesom der også er fundet en håndgranat på stedet.
- Vi er jo talstærkt til stede i området, så vi var på pletten på et øjeblik. Efter hvad jeg har fået oplyst, har vi fundet mindst en pistol på de anholdte, men om der også er blevet skudt med den, ligger ikke fast, siger vagtleder Frank Reuter.