Skoler under pres: Asbestkurser fyldt op før ny lov træder i kraft

Pladserne på asbestkurser bliver revet væk på flere skoler.

På asbestkurset på Rybners i Esbjerg har Nicklas og Patrick Frantzen blandt andet bygget en sluse med tre rum, der skal bruges til indendørs asbestarbejde. Der er et kammer til afklædning, et til bad og et til påklædning. (Foto: © Diane Roland, DR)

Om under to uger kræver det en autorisation fra Sikkerhedsstyrelsen, hvis en håndværker skal nedrive asbestholdigt materiale.

Det siger en ny lov, som træder i kraft fra den 1. januar 2025.

Men det er langt fra alle håndværkere, der skal bruge det lovpligtige kursus, som når at tage det inden årsskiftet. For flere skoler rundt om i landet er også fuldt bookede på den anden side af nytår.

Det gælder blandt andre Rybners i Esbjerg og EUC Syd i Aabenraa.

Martin Dunlap Svane er vicedirektør for arbejdsmarkedspolitik og udvikling ved Rybners i Esbjerg. Her har de haft større hold end normalt for at få så mange igennem kurset som muligt. (Foto: © Diane Roland, DR)

- Vi kører flere hold hver uge, vi kører rundt flere forskellige steder i Danmark, men vi kan simpelthen ikke følge med, fortæller Martin Dunlap Svane, der er vicedirektør for arbejdsmarkedspolitik og udvikling på Rybners.

Mere tryghed

Nogle af dem, der lige har nået at tage kurset inden den 1. januar, er brødrene Nicklas Frantzen og Patrick Frantzen, der begge er tømrere.

De er taget over 300 km fra Hillerød til Esbjerg for at tage kurset på Rybners. Der var nemlig ikke muligt at få plads på et kursus på Sjælland inden nytår.

Og kurset har givet en større tryghed, når brødrene skal rive asbestholdige tage ned i fremtiden.

- Jeg har fået ny viden om asbest. Jeg har altid vidst, at asbest var farligt, men jeg har ikke vidst, hvor farligt det rent faktisk var, siger Nicklas Frantzen.

Patrick Frantzen og Nicklas Frantzen er taget den lange vej fra Hillerød til Esbjerg for at få asbestkurset i hus, inden de nye regler træder i kraft den 1. januar. (Foto: © Diane Roland, DR)

Eneste løsning er at vente

Det er ikke kun på skolerne og hos håndværkerne, at ventetiden på asbestkurserne fylder – det gør den også hos Dansk Industri Byggeri Sydjylland.

- Der er mange håndværkere, der er kommet til mig og har fortalt, at der ikke har været plads på kurserne, så det er noget, som vi er opmærksomme på, fortæller Michael Mathiesen, regionsformand for Dansk Industri Byggeri i Sydjylland

Selvom regionsformanden anerkender, at ventetiden er problematisk for både virksomheder, håndværkere og boligejere, så har han ikke en løsning på problemet.

- De skoler, som jeg har kendskab til, har gjort alt, hvad de kan for at få så mange håndværkere gennem kurserne, så der er desværre ingen anden løsning end at vente.

De nye regler blev vedtaget den 1. juli i år og træder i kraft fra 1. januar 2025. Reglerne skal sikre, at færre udsættes for asbeststøv og bliver syge af det.

Det betyder også, at privatpersoner ikke længere må rive asbestholdige materialer ned, medmindre det drejer sig om kortvarigt nedrivningsarbjede, for eksempel af enkelte tagplader.