Det er på tide, at skolelærerne finder den positive stemning frem og får den ind i klasselokalerne igen.
Sådan lyder budskabet fra formand for Danske Skoleelever, Miranda Warnay Dagsson, få dage inden skolereformen træder i kraft.
- Vi har brug for lærernes støtte, hvis vi skal få skolereformen til at blive en succes. Og det kan godt blive svært at få det fulde potentiale ud af vores nye skoledag, hvis lærerne har en negativ attitude fra starten, siger hun til DR Nyheder.
Positive forældre giver positive elever
Reaktionen kommer efter en ny undersøgelse i Jyllands-Posten viser, at flere forældre til skoleelever blevet langt mere positivt stemt over for skolereformen.
I undersøgelsen siger halvdelen af forældrene, at det er godt, at skoledagene bliver længere. Kun hver femte forældre er nu negativt stemt mod reformen.
Ifølge formand for Skole & Forældre, Mette With Hagensen, skyldes den nye positive indgang til reformen, at forældrene kan se de mange løse forlag blive til virkelighed. Det samme gælder hos Danske Skoleelever.
- Ligesom forældrene kan vi kan se, at flere af de tiltag, der er i reformen begynder at blive mere konkrete. Vi kan nu se, hvordan skoledagen bliver bygget op ude på skolerne, siger Miranda Warnay Dagsson.
Skolelærere stadig negative over reform
Samme optimisme skal man dog lede længe efter hos skolelærerne. Her efterlyser skolelærernes formand Anders Bondo Christensen stadig, at der afsættes flere penge til reformen.
Han tør på ingen måde love, at de flere undervisningstimer også fører til en bedre undervisning.
- Hvis man skal undervise 29 lektioner og kun har tre-fire timer til at forberede det, så er al tale om anderledes og spændende undervisning og samarbejde med erhvervslivet meget svær at realisere, siger han til DR Nyheder.
Elevformand: Lærere skal aktive i at skabe ny skole
Og det skuffer Miranda Warnay Dagsson, som mener, at lærerne må indse, at det ikke nytter at blive ved med at kæmpe mod skolereformen.
- Man skal passe på med at sidde med hænderne oppe i luften fra starten. Men reformen er her altså nu, og det bliver vi alle nødt til at forholde os til - både elever, forældre, skoleledere og lærerne, siger hun.
Derfor håber hun, at lærerne har lagt den negative holdning til side, når skoleåret starter om få dage og er klar til at tage fat.
- Vi elever skal kunne mærke, at lærerne vil skabe den bedst mulige skoledag for os, siger Miranda Warnay Dagsson.