Skanderborg-sag: Tidligere leder nægter alle anklager om seksuelt misbrug

Den tidligere forstander i Skanderborg-sagen nægter sig skyldig i alle anklager om seksuelt misbrug af børn. Det kom frem under dagens retsmøde.

- Jeg respekterede alle børnene, sagde den tidligere forstander i retten i Horsens og understregede flere gange, at han ikke har opført sig på en måde, børnene kunne misforstå. (© DR)

Den 64-årige tidligere forstander, der er tiltalt for at have misbrugt fem plejebørn, nægter alle beskyldningerne om seksuelt misbrug. Det stod klart under afhøringen af ham i Retten i Horsens fredag.

Den tidligere forstander fra et bosted ved Skanderborg er tiltalt for misbrug af børn i en periode på 12 år. Han var leder af et opholdssted for udsatte børn - heriblandt børn, der var blevet udsat for misbrug, inden de kom på opholdsstedet.

- Er der foregået noget seksuelt mellem dig og NN, spurgte anklageren den 64-årige mand om under afhøringen af ham.

- Nej, svarede han.

- Vi havde et meget nært forhold

Den tiltalte er en spinkel mand med briller. Han sad med benene overkors, med armene hvilende på bordet foran sig. Under forklaringen rømmede han sig flere gange.

- Heller ikke noget, hun kunne misforstå?

- Ikke som jeg ser på det, svarede han.

Hans hænder lå foldede foran ham på bordet. Bag ham - på den forreste tilhørerrække sad hans voksne datter med sin mand. Da de ankom til retten fredag morgen, gav de ham et knus og satte sig på en bæk foran retssalen, hvor datteren holdt sin far i hånden.

- Det var ligesom en familie. Jeg blev kaldt plejefar, for vi prøvede at køre det som en familie, forklarede den 64-årige om forholdet til sine plejebørn og siger senere under afhøringen:

- Det kan godt være, at jeg har kysset hende (pige, der ifølge anklageskriftet blev misbrugt af ham red.) på munden. Vi prøvede at have et meget nært forhold, sagde han og svarede også ja til, at han har givet børnene massage.

Begrunder anmeldelse med jalousi

Den 64-årige tiltalte fortalte, at pigens veninde på et tidspunkt har forklaret ham, at pigen har anmeldt ham, fordi han havde flyttet hendes hest, og fordi hendes psykolog havde anbefalet hende det.

- Kan der være andre årsager til, at hun anmeldte dig, spurgte anklageren.

- Det kan være, at hun ikke er tilfreds med sit liv. Jeg ved det ikke, svarede den 64-årige mand.

Børnene er mellem 17 og 24 år i dagHan har ifølge anklageskriftet misbrugt de to piger, der i dag er 21 og 24 år. Derudover har han også misbrugt en dreng, der i dag er 17 år gammel, lyder anklagen. To andre drenge er ifølge anklageskriftet blevet tvunget til seksuel omgang med hinanden af lederen.

Han begrundede den anden piges anmeldelse med, at hun blev jaloux på ham over hans tætte forhold til hendes barn. Og han mener også, at der er en klar grund til, at en af drengene anmeldte ham, sagde han.

- Det er fordi, hans mor hader mig. For jeg har været rigtig god til at håndtere ham, hvad der ikke er ret mange andre, der har kunnet, sagde den 64-årige mand under afhøringen.

Han mener, at påstandene er noget, børnene har fundet på.

- Jeg respekterede alle børnene, sagde han og understregede flere gange, at han ikke har opført sig på en måde, børnene kunne misforstå.

- Jeg mister fuldstændig min respekt for anklagemyndigheden, sagde han, da anklageren spørger, om han har fotograferet en af drengene eller bedt ham tage tøjet af.

Foruden anklagerne om seksuelt misbrug, er forstanderen også tiltalt for våbenbesiddelse. Det forhold erkendte han i retten. Ifølge DR Nyheders oplysninger forklarer han det med, at han går på jagt, og at hans far havde taget en pistol fra en tysk officer under anden verdenskrig.

Ledet stedet i 20 år

Den tiltalte mand havde været leder af opholdsstedet i over 20 år, indtil stedet blev lukket i 2010, fordi der var mistanke om, at han havde et seksuelt forhold til et af de anbragte børn.

Anklageren kræver ifølge anklageskriftet, at den tiltalte ud over en fængselsdom forbydes at have noget med børn og unge under 18 år at gøre - hvad enten det drejer sig om arbejdsmæssigt, i fritiden eller i sit hjem.

Der er afsat ni retsdage til sagen, og dommen forventes i maj.