Skagensmalers hovedværk blev reddet fra flammerne: 'Et lille lysglimt midt i katastrofen'

Direktør for Skagens Kunstmuseer er lettet over, at historiske kunstværker blev reddet ud fra Børsen.

Der var et særligt kunstværk, som direktøren for Skagens Kunstmuseer ikke kunne lade være med at tænke på, da hun så, at Børsen brændte. Reporter Heidi Trillingsgaard besøgte tidligere i dag museet.

På Skagens Kunstmuseer blev branden i Børsen fulgt tæt i dag.

Og der var særligt et kunstværk, som direktør Lisette Vind Ebbesen ikke kunne lade være at tænke på. Nemlig P.S. Krøyers ikoniske maleri ’Fra Københavns Børs’ fra 1895, som indtil i formiddag hang på Børsen.

- Det her Krøyer-maleri, som vi kender rigtig godt her i Skagen. For Skagens Museer fik for ganske få år siden lov til at låne det, og det var med på en udstilling, som vi havde i 2019, fortæller hun.

Tidligere i dag – imens Børsen stod i flammer - løb folk fra gaden sammen med politi og beredskab ind i bygningen for at redde bevaringsværdig kunst.

Adskillige værker blev båret ud, heriblandt Krøyers ikoniske maleri, som portrætterer en række af de vigtigste børsfolk fra samtiden samlet i Børssalen, blandt andre forretningsmanden C.F. Tietgen.

Det var en stor lettelse for Lisette Vind Ebbesen, at både mennesker og kunst blev reddet fra den voldsomme brand:

- Det er selvfølgelig et lille lysglimt midt i katastrofen, at der er en beredskabsplan, som virker. Selvfølgelig først og fremmest i forhold til at få reddet mennesker, at der ikke er nogen, mennesker, som er kommet til skade.

- Men at der blev reddet så meget som muligt af den fantastiske kunstsamling, som de har på Børsen, var vi rigtig glade for at se, siger hun.