Måske har du allerede været ude for en top-ulækker oplevelse med skægkræ derhjemme.
Det lille insekt kan nemlig kravle op i din seng eller ned i posen med havregryn, hvor de hygger sig i det varme og tørre miljø.
Det er selvfølgelig træls, men skægkræ elsker også papir og pap. Så på landets museer kan det være en katastrofe, hvis de slår sig ned og gnasker løs af vores kulturarv. Og derfor gør museerne alt for at holde dem ude af magasinerne, siger direktør Lise Ræder Knudsen fra Konserveringscenter Vejle.
- Det er et stort problem. De kommer ind alle steder. Og hvis ikke man har en politik for, hvordan man forhindrer det, så er de der lige pludselig i et kæmpe antal.
Centret i Vejle konserverer og opmagasinerer alt fra sofaer til breve og plakater for 30 museer i Danmark.
Her er det lykkedes at holde skægkræ ude, men Lise Ræder Knudsen har set eksempler på, at kunstskatte er blevet spist op.
- Helt uvurderlige, fantastiske værker på papir. Og når overfladen er ædt, så er der ikke noget tilbage.
Skadedyrsfirmaerne har travlt på museerne
Der findes ikke et overblik over, hvor mange museer der kæmper med at holde skægkræ fra døren.
I 2021 var det omkring en tredjedel, viser et kandidatspeciale. Men det tal er steget i takt med, at der kommer flere og flere af de små insekter til Danmark.
Og det kan firmaer, der bekæmper skadedyr, godt mærke. Museerne blev kunder i starten af 2020, da skægkræet kom til Danmark. Men antallet af skægkræ stiger stadig, og det får flere og flere museer til at henvende sig, siger formanden for skadedyrsbranchen, Claus Schultz.
- Der var en eksplosiv stigning i starten af tyverne. Og der er stadig en stigning, siger han.
Skægkræ er kommet for at blive
Skægkræ er i familie med sølvfisk, men de er større, de trives rigtig godt i stuetemperatur og så kan de kravle op ad vægge og hen over loftet.
De er ikke farlige for mennesker, men de fleste synes nok, at det er træls, hvis de kravler rundt derhjemme.
En undersøgelse fra Bolius viser, at fire procent havde skægkræ i hjemmet i 2020. I 2023 var det steget til 14 procent.
Og fordi skægkræ elsker pap og papir, så kommer de typisk ind på museer, virksomheder og i vores hjem i papkasser.
De sidder ofte i bølgepappet i de pakker, vi får leveret ved døren, når vi for eksempel køber varer på nettet.
Og vi kan godt regne med, at de er kommet for at blive.
Det siger insektforsker Thomas Pape fra Naturhistorisk Museum i København.
- Det er nok en del af den indendørs fauna af de små husdyr, vi må leve med fremover, siger han.