Sjælden fisk, der har 'givet liv til myten om søslanger' er skyllet på land i Thy

Den seneste sildekonge, der er blevet bevaret, drev i land på Læsø for omkring 34 år siden.

Biolog Henrik Carl er hastet til Hanstholm for at besigtige fisken, der har været opbevaret på frost. Nu skal den bruges til forskning.

Et sjældent syn mødte en familie nær Hanstholm i weekenden.

Da de søndag gik en aftentur langs kysten, lå der pludselig en 2,6 meter lang skikkelse på stranden.

Ved første øjekast ville en lægmand måske tænke, at der er tale om et monster fra det dybe blå.

Men der er tale om den fisk, der har "givet liv til myten om søslanger" siger Henrik Carl, der er biolog ved Statens Naturhistoriske Museum, til Nordjyske.

Der er tale om en død sildekonge, og det er blot tredje gang, den er blevet registreret herhjemme.

  • Sådan fandt familien sildekongen i vandkanten. (Foto: © Hans Jørgen Rindom)
  • På dette tidspunkt var fisken hel, men da familien kom tilbage var det anderledes. (Foto: © Hans Jørgen Rindom)
  • Da de kom tilbage for at pakke den ind i presenning og grave den ned - så den kunne bevares, indtil den skulle fryses ned - havde fugle allerede spist af fiskens hoved. (Foto: © Hans Jørgen Rindom)
  • For at vise længden lagde Johannes Nikutta sig ned ved siden af fisken. (Foto: © Hans Jørgen Rindom)
1 / 4

Henrik Carl er i dag taget til Hanstholm for at hente den store fisk, der er blevet lagt i frysehus.

Nu skal fisken bruges til forskning - for så sent som i 2012 blev det opdaget, at der var to arter af sildekonger. Nogle lever tropisk, mens andre ikke gør.

- Så vi kan tage nogle vævsprøver og finde ud af, om det er den art, der egentlig skulle være her, siger Henrik Carl.

Første gang en sildekonge blev fundet i Danmark var i marts 1990, hvor et eksemplar drev i land på Læsø, og anden gang i maj 2009, hvor et andet eksemplar drev i land ved den nordjyske havneby Hirtshals.

De kan blive helt op til otte meter lange.

Når en sildekonge bliver en vis størrelse, sker der dog ofte det, at de brækker over, hvorefter en ny hale vokser ud.

De to arter af sildekonger kan findes verden over, selvom de er sjældne. Her ses en gruppe mennesker holde et 5,5 meter langt eksemplar fundet i Toyon Bay på øen Santa Catalina i den amerikanske delstat Californien. (Foto: © HANDOUT, Scanpix Denmark)