Sigtelse: Politibetjent modtog penge fra hashsalg i fire år

Den politibetjent, der er sigtet i den store hashsag modtog penge fra hashsalg i en periode på fire år, lyder det i sigtelsen mod ham.

I marts anholdt politiet 80 personer i den største aktion hidtil mod organiserede kriminelle i Pusherstreet. En af dem er politibetjent. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Den politibetjent, der er blandt de mere end 80 anholdte i den store hashaktion i midten af marts, modtog penge fra hashsalg i en periode på fire år.

Sådan lyder det i sigtelsen mod ham.

Betjenten er ifølge DR Nyheders oplysninger sigtet for at have modtaget større kontante beløb fra sin samlever, som er mistænkt for at have tjent pengene på hashsalg.

- Han er sigtet for at have modtaget penge i en fireårig periode, siger Jens Rasmussen, advokaturchef ved Københavns Vestegns Politi, til DR Nyheder.

Politimand løsladt - men stadig sigtet

Samleveren er sigtet for i alt at have handlet mellem 316 og 634 kilo hash.

Politimanden sad efter aktionen varetægtsfængslet i flere uge, men blev i denne uge løsladt, da anklagemyndigheden vurderede, at han ikke længere ville kunne forstyrre efterforskningen, selv om han er på fri fod.

Han er den eneste af de fængslede, der er blevet løsladt. De andre 82 har i denne uge fået forlænget deres varetægtsfængsling.

Største aktion nogensinde

Anholdelserne skete den 13. marts, da politiet slog til mod 150 adresser i og omkring Christiania, i hovedstadsområdet og på Sydsjælland.

Aktionen foregik som led i en større indsats mod den åbenlyse hashhandel på blandt andet Christiania.

Politiet beslaglagde tre millioner kroner i kontanter, flere hundrede kilo hash, våben, biler og nogle Harley Davidson-motorcykler under aktionen.

I første omgang foregik fængslingen af politimanden i dybeste hemmelighed. Det blev nemlig bestemt i et retsmøde, som foregik bag dobbeltlukkede døre. Og Københavns Politi ville end ikke bekræfte, at en betjent var sigtet i sagen.