En 62-årig tidligere ansat i PET, der blev anholdt samme dag som eks-spionchef Lars Findsen, er sigtet for i to tilfælde at lække oplysninger til journalister.
Det bekræfter sigtelsen mod ham, som DR har fået aktindsigt i.
Sigtelsen er delvist anonymiseret.
Den 62-årige ventes at tilstå lækkene i Københavns Byret den 9. februar.
I sigtelsen kan man læse, at han skal have videregivet fortrolige oplysninger til journalister under særligt skærpende omstændigheder som ansat i politiet.
Ifølge sigtelsen indebar det en særlig risiko for skade på tredjemand, statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter.
Der står ikke, hvem den tredjemand er.
Ifølge DR's oplysninger drejer lækkene sig om Ahmed Samsams arbejde for efterretningstjenesterne PET og FE.
Den 62-årige mand blev anholdt den 8. december 2021. Samme dag blev også eks-spionchef Lars Findsen anholdt.
Anklagemyndigheden vil i sagen mod den 62-årige nedlægge påstand om at konfiskere flere mobiltelefoner, en harddisk og en usb-nøgle.
Retsmødet vil blive afholdt for lukkede døre, så ingen i offentligheden kan få yderligere indsigt i sagen. DR har klaget over denne afgørelse til Østre Landsret.
Sigtelse ændret markant
Ifølge DR’s oplysninger havde den 62-årige arbejdet over 30 år i politiet, da han den 8. december blev anholdt ved sit hjem af en specialenhed i PET.
Forinden havde han ifølge DR's oplysninger været under efterforskning fra kolleger i PET.
Her blev han blandt andet aflyttet inden for PET's mure i Buddinge og på sine telefoner.
Han blev sigtet for i lighed med Lars Findsen at have lækket statshemmeligheder, men denne sigtelse er altså lavet om forud for tilståelssessagen.
DR har tidligere kunnet fortælle, at den 62-årige fik tilbudt en aftale om netop at tilstå at have overtrådt sin tavshedspligt for en mulig betinget dom.
Advokat Jakob Lund Poulsen sagde dengang, at hans klient ville stille sig til rådighed, hvis en kommission blev nedsat i Samsam-sagen.
Juraprofessor Lasse Lund mener, at sigtelsen mod den 62-årige kan indikere, at der ligger noget på Ahmed Samsam hos PET.
- Hvis overtrædelsen vedrører Ahmed Samsam, må der ligge nogle sagsakter på Samsam i PET. I modsat fald er der jo i sagens natur intet fortroligt at afsløre.
- Så sigtelsen - såfremt den angår Samsam – er i sig selv et klart vidnesbyrd om, at der har været en relation mellem PET og Samsam, og at Samsams påstand dermed er korrekt.
Advokat Jakob Lund Poulsen har ingen kommentarer til sagen.
Siden anholdelserne i 2021 er der nu kun to, der omhandler den alvorlige paragraf.
I dag er tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sigtet efter den alvorlige paragraf, mens tidligere FE-chef Lars Findsen er tiltalt.