Sidste dom i Christiania-sag: Salg af flere tons hash har givet 187 års fængsel

Den såkaldte Operation Nordlys, som har ført til rekordmange tiltalte i en narkosag, har givet straffe på mere end 180 år.

66 personer er blevet dømt 157 års fængsel for at have solgt over 12 tons hash. Fredag eftermiddag falder der dom i sidste del af sagen. (© Colourbox)

150 adresser blev ransaget og 80 mennesker anholdt, da politiet en morgen i marts for et år siden gennemførte den såkaldte Operation Nordlys på og omkring Pusher Street på Christiania.

Antallet af tiltalte, som er mellem 21 og 63 år gamle, er ifølge Københavns Politi det højeste i en narkosag nogensinde.

Fredag eftermiddag blev der afsagt dom for de sidste ti personer i den såkaldte Pusherstreet-sag 1, mens der ugen igennem er faldet dom i Pusherstreet-sagerne 2 til 6.

De ti personer blev alle dømt. Den højeste straf lød på fem år og seks måneders fængsel, mens den laveste straf blev på et år. De tiltalte, som var for retten fredag, blev dømt for at have solgt mellem 37 og 725 kilo hash.

Tallene fra fredag er endnu ikke talt med i de hidtige opgørelser fra Københavns Politi.

I sagerne 2-6 løb den samlede straf for de indtil fredag 66 dømte op i 157 år og ni måneder. De er ifølge tal fra Københavns Politi dømt for at have solgt i alt 12.539 kilo hashprodukter.

Det høje antal tiltalte i sagen gjorde, at sagen blev delt op i i alt syv dele - seks sager forbeholdt sælgere og en sag forbeholdt leverandører.

Straffe fra måneder til flere år

De individuelle domme veksler mellem alt fra få måneder til flere år.

Den højeste enkeltstraf i Pusherstreet-sagerne 2-6 var på fire og et halvt år, mens andre slap med et halvt år bag tremmer.

Udover de mange ton hash er der blevet beslaglagt et betragteligt pengebeløb. Helt præcist er det samlede konfiskerede beløb på 34.709.000 kroner.

Leverandører også dømt

Sideløbende med Pusherstreet-sagerne har Københavns Byret også afsagt dom i sag nummer 7 - den såkaldte leverandør-sag - som også er en del af Operation Nordlys.

I januar blev de syv tiltalte idømt i alt 32,5 års fængsel for at have leveret i alt 1700 kilo hash til Pusherstreet-boder.

Hovedmanden bag leverancerne blev idømt syv års fængsel, mens de øvrige fik mellem to et halvt og seks års fængsel.

Ifølge anklageren var den oprindelige bagmand i sagen HA-præsidenten Michael Brokside, som dog begik selvmord i fængslet efter at være blevet anholdt i sagen.