Shahs advokat: Shah kan være i Danmark 'om kort tid'

Sanjay Shah nægter sig skyldig.

Sanjay Shah kan i løbet af kort tid være i Danmark, vurderer den ene af hans to danske forsvarsadvokater. (Arkivfoto).

Den 52-årige brite Sanjay Shah skal udleveres til retsforfølgelse for sin rolle i Danmarkshistoriens største sag om økonomisk kriminalitet, den såkaldte udbyttesag.

Det har den højeste retsinstans i Dubai afgjort, og Shah vil formentlig kunne blive fløjet til Danmark inden for få dage.

Det forventer den ene af hans to danske forsvarere, advokat Kåre Pihlmann.

- Forudsat at afgørelsen omkring udlevering er endelig og vil blive effektueret af de lokale myndigheder, så kan man nok ikke sige så meget andet, end at det er en afgørelse, vi tager til efterretning, og det vil gøre vores forberedelser noget nemmere. Det er unægtelig lidt nemmere at have ham tæt på end siddende 6.000 kilometer væk, siger advokaten til DR.

Pihlmann siger samtidigt, at han har været i kontakt med Shah efter afgørelsen i Dubai, og at han fortsat nægter sig skyldig.

Glade ministre

Ifølge Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kræver den endelig udlevering, at afgørelsen endeligt godkendes af justitsministeren i De Forenede Arabiske Emirater. Han kalder dommen i Dubai for "en rigtig god nyhed".

- Dagens afgørelse om udlevering til Danmark er ikke alene en rigtig god nyhed, men også en afgørelse, der har helt principiel betydning for Danmark. Med afgørelsen er vi nu kommet et vigtigt skridt nærmere mod, at en af de formodede gerningsmænd i udbytteskattesagen kan komme til Danmark og blive stillet for en dansk domstol.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) roser det diplomatiske arbejde, der har efter års tovtrækkeri endelig har banet vejen for, at Shah kan stilles for en dansk dommer.

- Et skridt nærmere retfærdighed. Sidste retsinstans i Emiraterne har truffet afgørelse om, at Sanjay Shah kan udleveres til Danmark. Resultat af solid diplomatisk indsat og godt samarbejde med FAE (Forenede Arabiske Emirater, red.). Håber, Shah snart kommer for en dansk domstol, skriver Løkke på Twitter.