Sexshops køber stort ind op til premiere på Fifty Shades of Grey

Bondage-udstyr og piske er i høj kurs hos hr. og fru Danmark, melder sexlegetøjsbranchen.

I forbindelse med premieren på filmatiseringen af 'Fifty Shades of Grey' er der lavet en serie sexlegetøj, godkendt af forfatteren E. L. James, som forhandles i flere danske sexforretninger. (Foto: © JEWEL SAMAD, Scanpix)

I bestsellerbogen 'Fifty Shades of Grey' er Anastasia en ung og seksuelt uerfaren kvinde, der af den dragende mangemilliardær Christian Grey bliver indviet i en verden af seksuel dominans med bondage og smæk bagi.

E. L. James' i alt tre frække bøger er solgt i mere end 100 millioner eksemplarer og har tilsyneladende inspireret mange mennesker til at gøre parret kendt fra bogen kunsten efter.

I hvert fald mærker forhandlere af sexlegetøj i Danmark en stærkt stigende interesse for sexlegetøj op til torsdagens premiere på filmatiseringen af 'Fifty Shades of Grey'.

- Vi har købt dobbelt ind af erotiske accessories i den lidt mere kinky afdeling, siger Sabina Elvstam-Johns, der er indehaver af forretningen Lust, der forhandler sexlegetøj i København.

- Det er primært blindfold, piske og anal-sexlegetøj - for eksempel de lidt mindre elegante buttplugs - som kunderne efterspørger, siger hun.

Hr. og Fru Danmark går i Lust

Allerede da den første bog i serien udkom i 2012, begyndte mænd at komme ind i forretningen med meget specifikke ønskesedler fra deres koner, der havde læst bogen og følte sig inspirerede, siger Sabina Elvstram-Johns.

- Vi har fået udvidet vores kundekreds lige siden. Jeg kan mærke, at hr. og fru Danmark nu også vil eksperimentere med the wild side, siger hun.

Webshoppen sexshop.dk har også købt stort ind op til filmpremieren.

- Vi forventer, at salget vil eksplodere, siger indehaver Michael Peter Hansen, der allerede da filmtraileren, der med over 100 millioner views ifølge Universal er den mest sete nogensinde, blev offentliggjort, kunne mærke en stigende efterspørgsel.

Og han må desværre allerede melde udsolgt af de såkaldte buttplugs og penisringe.

Bondage sælger

Webshoppen lovejoy.dk har fordoblet sit sortiment de seneste par uger, fordi danskerne fortsat lader sig inspirere af, hvad der foregår i den mandlige hovedrolleindehavers Christian Greys soveværelse.

- Jeg kan love dig for, at vi kan mærke interessen, siger medejer af siden, Lennart Øster.

https://www.youtube.com/watch?v=SfZWFDs0LxA

I forbindelse med filmen er der blevet skabt en serie af sexlegetøj, som lovejoy.dk ligesom mange andre forhandlere har indkøbt. Men også sexlegetøj uden for den populære serie sælger, siger Lennart Øster.

- Generelt er al bondage steget. Det gælder både ting i den hårdere afdeling som reb, tape, piske og små bat samt ting i den lidt blødere afdeling som drillefjer og bindebånd i satin.

Ikke længere et tabu

Og det skyldes, at bondage med den store hype omkring den frække trilogi er blevet mindre tabubelagt og mere stuerent, mener Mathilde Mackowski, der rådgiver og holder foredrag om sexlegetøj og er medstifter af sinful.dk.

- Det, at vi taler om det, og tør sidde i toget eller flyet og vise, at vi læser 'Fifty Shades of Grey', fjerner tabuet omkring den her form for sex og gør det mere stuerent, siger hun.

Mathilde Mackowski mener, at bogen appellerer bredt, fordi mange kvinder bare gerne vil forføres, som Christian Grey gør det med Anastasia i E. L. James' lettere klichéprægede og kinky udgave af en Danielle Steel-roman.

- Ligestilling er jo godt for mange ting, men seksuelt tror jeg bare, at mange af os kvinder gerne vil tages.

Nybegyndere bør have spilleregler

Vil man forsøge sig med nogle af de teknikker eller redskaber, man har læst om i bogen 'Fifty Shades of Grey' eller set på film, opfordrer Lennart Øster fra lovejoy.dk til, at man går varsomt frem og aftaler spilleregler.

- Man skal passe på og eventuelt aftale et safeword, man kan sige til sin partner, hvis legen udvikler sig for voldsomt, siger han.