I mange år har sexlegetøj været til salg i sexshops eller online, hvor varen bliver leveret i en diskret pakke.
Men fra i dag bliver det muligt at købe dildoer, vibratorer og bækkenbundskugler det samme sted, som du køber din mælk og havregryn.
I hvert fald hvis du handler i landets Netto eller Bilka-butikker.
- Vi har også i mange år solgt kondomer og glidecreme, og vi har set, at forbrugerne har rykket sig rigtig meget på det her område. Derfor ser vi et potentiale i at få sexlegetøj på hylderne, forklarer Anette Bøgh, der er nonfoodansvarlig hos Netto. De hører under Salling Group, som har udvalgt produkterne i samarbejde med den danske virksomhed og online sexshop Sinful.
Og Salling Group er ikke de eneste, der har mærket interessen. Siden begyndelsen af oktober har grænsebutikkerne Fleggaard og Calle haft sexlegetøj på deres hylder.
- Som udgangspunkt har vi de varer i vores butikker, som kunderne efterspørger. Derfor mener vi, at tiden nu er rigtig for os til at prøve kræfter med den her forholdsvis nye varekategori, skriver Lars Mose Iversen til DR. Han administrerende direktør for Fleggaard-koncernen, som ejer begge kæder.
'Det er ikke længere skamfuldt'
Salget af sexlegetøj – i butikker med mere traditionelle dagligvarer - passer ind i en tid, hvor især unge ikke ser det som pinligt at købe sexlegetøj, men som noget naturligt.
Det slår Julia Lahme, der er livstilsekspert, fast.
- Synet på sexlegetøj har ændret sig fra at være noget, der hørte til i sidegadebutikkerne ved Vesterbrogade, til at være noget man bruger for at passe på sig selv, siger hun.
Derfor er livsstilseksperten også overbevist om, at det bliver en succes for de butikker, der altså nu har udvidet sortimentet med sexlegetøj.
- Man oplever ikke længere sexlegetøj som noget odiøst eller skamfuldt. Det er en dagligvare på linje med hygiejnebind eller toiletpapir, påpeger Julia Lahme.
Alligevel erkender den nonfoodansvarlige i Netto, at de nye produkter har kant.
- Derfor har vi også gjort meget for at pakke produkterne sobert og diskret ind. Vi placerer dem også diskret i butikken, så de for eksempel ikke kommer på hylderne i børnehøjde. De bliver sat på de øverste hylder - de produkter, der har allermest kant, siger Anette Bøgh.
I landets Netto-butikker bliver der solgt fire varianter af sexlegetøj - på de øverste hylder sammen med erotiske bøger, spillekort og massageolier, mens kunderne i Bilka kan vælge mellem hele 45 slags forskellige varer indenfor sexlegetøjkategorien - og endnu flere online.