Sex & Samfund om hævnporno-netværk: Det er nærmest seksualterrorisme

Det kommer bag på Sex & Samfund, hvor organiseret delingen af hævnporno er blevet på internettet.

Nøgenbilleder af piger og unge kvinder bliver delt og handlet på nettet i høj grad. ARKIVFOTO (Foto: © Scanpix Jon Nordstrøm, Jon Nordstrøm)

Hundredvis af mænd deler tusindvis af billeder af danske piger i netværk på internettet– mod deres vilje.

Mændene efterlyser billeder af navngivne piger, muligheder for at bytte billeder, og de udbyder endda dusør for de intime billeder. Serverne befinder sig i udlandet, og det er en udfordring for politiet. Det viser research lavet af internetaktivisten Peter Kofod.

Kortlægningen af problemet er i de senere dage blevet beskrevet i blandt andet Politiken og Deadline, og omfanget chokerer Sex & Samfund.

- Jeg vidste ikke, det var så organiseret. Det kommer bag på os. Vi får spørgsmål fra nogle, der har delt andres billeder og er bekymrede. Men der har ikke været noget, der tyder på, at det er så organiseret, siger Jeppe Hald, der er daglig leder af Sexlinjen for unge og privat snak.

Foreningen efterlyser nye lovrammer og mere internationalt samarbejde.

- Jeg tænker, det er organiseret kriminalitet på niveau med andre former, og vi halter langt bagud med at gribe debatten og give svar.

- Det svarer nærmest til seksualterrorisme. Man taler så meget om terror og terrorforebyggelse, men hvor mange danskere bliver egentlig ramt af det? Det her er fuldstændig uskyldige piger, der får krænket retten til deres privatliv, og vi taler måske om titusindvis af unge piger og kvinder, siger Jeppe Hald.

Billeder bruges som afpresning

Hos Børns Vilkår får man via Børnetelefonen opkald fra unge piger, og her ser man, hvor meget nøgenbillederne kan ødelægge for de unge piger, hvis det havner i de forkerte hænder.

- Dem, der ringer, er ofte dybt fortvivlede, fordi det er løbet løbsk, og de kan ikke overskue konsekvenserne, og de ved ikke, hvordan de skal få det stoppet, siger Charlotte Smerup, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.

Hun forklarer, at billederne, som blandt andet deles på fora, som Peter Kofod har undersøgt, ofte bruges til at afpresse pigerne.

- De bliver kontaktet af en, der siger ”jeg har et billede, smid dit tøj, ellers så ser dine venner og forældre dem.” Så går de med til det, men det stopper jo ikke der – tværtimod.

Mange piger søger først hjælp hos Børnetelefonen, når skaden er sket.

- Vi har udfordringer med at få dem til at søge hjælp. Når de kommer til os, har de ofte taget skridt to og tre, siger Charlotte Smerup.

Flere fortryder deling af nøgenbilleder

Fordi flere af siderne har domæne i andre lande, kan det være svært for politiet at stille noget op.

- Det siger sig selv, at hvis gerningsmændene benytter tjenester og servere i Danmark, har vi større mulighed for at agere, end vi har, når handlingerne foregår uden for Danmarks grænser, så tager det straks længere tid, siger Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, der oplyser, at man benytter sig af det internationale politisamarbejde i den slags sager.

Han advarer mod at dele og opsøge de intime billeder.

- Gerningsmændene ved ikke, hvad de pusher, og hvilken skade, det gør på de piger, det går ud over. De tænker heller ikke over, at de selv kan få et alvorligt hak i straffeattesten, og er pigerne under 18 år, så er det distribution af børneporno, der kommer til at stå på straffeattesten.

Hos Sex & Samfund har flere af dem, der har delt de intime billeder, taget kontakt efter de mange historier om hævnporno den seneste tid.

- Hele debatten har givet os flere spørgsmål og flere har fået fokus på, at de har gjort noget forkert. De har ikke tænkt over det, og at de kunne blive straffet. Nogen har også forsøgt at hente billederne hjem igen, siger Jeppe Hald.