Det er seks måneder siden, at stormfloden i oktober ramte de sydlige kyster i Danmark. Men over 1400 ramte venter fortsat på en afklaring af deres sag.
En af dem er Sofie Find fra Faaborg. Hun og kæresten har et byhus 100 meter fra vandet, som under stormfloden var 202 centimeter over daglig vandstand, og som de ikke kan flytte ind i på grund af vandskaden.
- Det er meget frustrerende. Taksator var her 8. november, og først for en uge siden fik jeg en mail fra Naturskaderådet om, at de havde modtaget sagen fra taksatoren, og nu skal de i gang med at behandle den.
Uvisheden har givet Sofie Find mange søvnløse nætter det seneste halve år.
- Hvor lang tid kommer der til at gå? Kan vi overhovedet skaffe en håndværker til sommer? Og hvad med møbler? Det er bare ved at være lidt halvtræls at bo i en papkasse.
I Kelstrup Strand syd for Haderslev har Anders Ravn sommerhus i første række. Huset havde et stort glasparti, som blev smadret af store sten, der blev skyllet ind. I stedet skyllede inventaret fra huset ud i Lillebælt.
Selvom sagen for længst er anmeldt, har Anders Ravn heller ikke nogen idé om, om han kan få erstatning, eller hvor stor den bliver.
- Jeg ville gerne have haft nogle flere informationer og status om, hvor langt sagen er. Jeg er godt klar over, at det er en helt usædvanlig situation, men så må man lægge nogle flere kræfter i.
I har jo selv valgt at have hus i første parket til vandet. Burde I selv have forudset, at det kunne være risikabelt at have sommerhus sådan et sted?
- Jo, det er også derfor, at da det blev bygget i 2019, blev huset hævet en meter op, så højt som man må for at bygge det her hus ifølge lovgivningen. Muren ud mod havet er også i den højde, man må bygge i.
Rikke har selv betalt, så hendes lejere kunne flytte tilbage
I Præstø på Sydsjælland var byen hårdt ramt af stormfloden, og mange bygninger stod under vand.
Det var også tilfældet for en lejlighed og et erhvervslejemål, som Rikke Andersens firma JA Huse ejer og udlejer. Men de valgte straks at renovere bygningerne, så deres lejere kunne rykke tilbage.
- I lejligheden bor en ældre dame, som forsikringsselskabet sendte på hotel i Roskilde, og hun havde brug for at komme tilbage og være tæt på sin familie.
- Derudover havde vi et erhvervslejemål med pizzeria, som var lukket og nogle mennesker, som mistede deres indtægt. De kunne jo ikke vente et halvt år med at komme igang med at åbne butikken, så går de jo konkurs.
Rikke Andersens firma har derfor omkring 400.000 kroner i udlæg, som de endnu ikke ved, om forsikringen kommer til at dække.
- Der skal jo ikke ske de store udsving i vores fremadrettede drift, før man i et firma som vores godt kan mærke, der mangler de her penge.
Minister: Det er ikke godt nok
Fra forsikringsbranchen lyder det, at de arbejder på højtryk, så de kan give deres kunder klarhed så hurtigt som muligt.
- Det har været en meget voldsom stormflod med meget voldsomme skader. Der er nogle helt faste, politisk bestemte regler for, hvad der kan dækkes og ikke dækkes, og det har kompliceret sagerne, siger Kent Damsgaard, der er administrerende direktør ved brancheorganisationen Forsikring og Pension.
Men det svar er Rikke Andersen fra Præstø ikke tilfreds med.
- Vi bliver bedt om forståelse for, at de har travlt med at behandle alle de her sager. Men vi har at gøre med mennesker, som ikke kunne komme tilbage i deres bolig eller erhverv. Det synes jeg ikke, er ordentligt.
Og hun får da også opbakning fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).
- Jeg tror, vi alle sammen kan forestille os, hvordan det må være at se ens sommerhus, bolig eller erhverv blive væltet rundt af store vandmængder. Så derfor er det forsikringsselskabernes ansvar at sikre, at ressourcerne er der.
- Og jeg har én opfordring til dem, og det er, at de skal speede sagsbehandlingen op nu, siger han.