Seks anholdt efter uroligheder under kamp mellem FCK og Brøndby

Et par betjente og vagter er sluppet med mindre skader efter det voldsomme sammenstød, oplyser politiet.

Kampen mellem Brøndby og FC København fik hertil aften en kedelig afslutning, da FCK-tilhængere endte i sammenstød med vagter og politi på Brøndby Stadion.

Ifølge Brian Toftemann, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, har politiet efterfølgende anholdt seks personer, hvoraf en er løsladt igen.

Derudover efterforsker politiet 29 sager, der handler om alt lige fra vold mod tjenestemænd, kontrollører, ordensbekendtgørelser, maskeringsforbud og masser af fyrværkerisager.

Brian Toftemann ser med alvorlige øjne på aftenens uroligheder.

- Det er klart, at det er alvorligt, når politiet er nødt til at komme ind på stadion og hjælpe personalet. Kampen burde kunne afvikles uden os, siger han og uddyber:

- Normalt kommer vi ikke på stadion, men indsatslederen på stedet vurderede, at vi var nødt til hjælpe, så det gjorde vi. Der var nogle fangrupper, der var ved at lægge et hegn ned og komme over på den anden side. Og det dur ikke. Så vi valgte at gå ind og skabe den fornødne ro, der var vigtig for at kunne få afviklet kampen de sidste to minutter, forklarer vicepolitiinspektøren.

Urolighederne opstod i FCK-tilhængernes udebaneafsnit mellem fans og vagter. Det skete to minutter inde i kampens overtid kort efter, at Brøndbys Simon Tibbling scorede kampens enlige mål. Efterfølgende valgte politiet at rykke ind på stadion.

Et par betjente og vagter er sluppet med mindre skader efter det voldsomme sammenstød, oplyser Brian Toftemann.

Pape: Kujoner bør aldrig lukkes ind igen

Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tager afstand til begivenhederne på Brøndby Stadion. Han har set tv-billederne, hvor maskerede FC København-tilhængere går amok på kontrollører og politi og har efterfølgende skrevet opdateringer på sin Facebook-side og Twitter.

- Jeg forventer, at de maskerede kujoner stilles til ansvar, og de burde i min bog aldrig lukkes ind på fodboldstadion igen. At kaste ting imod vores politi er jo det rene vanvid, skriver han på Facebook.

Direktører tager afstand til uroligheder

FCK-direktør Anders Hørsholt kalder urolighederne for "uacceptabel og pinlig adfærd."

- Det er totalt uacceptabelt og pinligt at opleve den slags. Der er ingen undskyldning for at opføre sig sådan eller angribe politi eller andre på stadion. Det er en skændsel, og vi vil nu sammen med alle relevante parter gøre vores til at finde frem til dem, der har været involveret, så de får deres straf, siger Anders Hørsholt på klubbens hjemmeside.

Også Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, så rystet til, da urolighederne mellem FCK-tilhængere og politiet udviklede sig.

- Det viser, hvor skrøbeligt det hele er, når man afholder sådanne store arrangementer. Der har været en fantastisk stemning på stadion hele dagen, men den bliver ødelagt af 25-50 idioter, der ødelægger det for alle andre, siger Troels Bech til TV3+.