I 1832 sad den belgiske statistiker, matematiker og astronom Adolphe Quetelet og tumlede med spørgsmålet om, hvordan det var muligt at skabe en målestok for gennemsnitsmennesket. En fællesnævner, som kunne skabe et statistisk overblik og en sammenhæng mellem mennesker af alle højder og drøjder på tværs af landegrænser og kontinenter.
Formlen, han kom frem til, som udregnes med "vægt divideret med højde i anden”, er, hvad vi i dag bruger til at beregne en persons BMI, Body Mass Index. Denne formel giver i sit facit et tal, der i indekset fortæller om personen er under-, normal-, over- eller meget overvægtig.
Formlen og indekset var i sin tiltænkte formel dog lavet som et statistisk redskab til at sammenligne store menneskemængders gennemsnitlige kropsmasse. Redskabet kan derfor ikke alene uden andre undersøgelser fortælle et præcist billede af en persons helbred.
BMI-tallet 25 er grænsen for, hvornår man går fra at være normalvægtig til at være overvægtig. I princippet. I denne fotoserie kan du møde fire unge mennesker, der alle ifølge indekset er på grænsen til overvægt.
Cecilie Stampe. 26 år. Selvstændig manuel terapeut.
169 cm. 70,5 kg. BMI 24,5.
Jeg har en kvindekrop med former. Det er sådan, som den nu er. Jeg kan godt lide mad, og det sætter jo sine tegn.
Jeg har det fint nok med min egen krop. Der er jo altid nogle ting, som man gerne ville lave om, men det kræver, at jeg selv gjorde noget mere ved det. Vi har allesammen et eller andet, vi kan pinpointe. Men vi er selv herrer over at gøre noget ved det, og hvis man ikke gør det, så må man jo være glad og tilfreds med det, man har.
Jeg træner for at holde min krop ved lige, for netop at kunne lave det arbejde, jeg gør, fordi det er fysisk krævende, men mere gør jeg ikke. Jeg kunne sagtens passe på med ikke at spise for meget kage eller så god mad i weekenden, men det er også en del af, hvad jeg nyder at gøre. Det er min livsnydelse, og det ville jeg altså ikke skære fra, fordi nogen synes noget andet. Så må jeg tage det med, som det så sætter på min krop imens.
Michael Ryel. 25 år. Personlig træner.
178 cm. 82,5 kg. BMI 25,88
Jeg vil beskrive min egen krop, som i bedre form end gennemsnittet. Jeg har også lidt mere muskelmasse end gennemsnittet. Jeg har trænet meget efter det æstetiske. Hvordan jeg ser ud. Så jeg ser også mange af mine svagheder.
Jeg tror at, de fleste nok ville synes, at min krop er rimelig god og flot. En gang imellem får man nogle komplimenter nede i fitnesscenteret, og det er kun dejligt. Så ved man at man gør det godt.
Min kropsdyrkelse fylder egentlig mere end, jeg gerne ville have, at det skulle gøre. Men man stirrer sig meget blind på sig selv. Så i stedet for at give sig selv et skulderklap så kigger man på, hvad man kunne gøre bedre. Jeg kunne godt tænke mig at lægge det mere til sidde og slappe lidt mere af, men det er svært, synes jeg.
Christina Kruse Kristensen. 19 år. Arbejder i dagligvarebutik.
153 cm. 59 kg. BMI 25,2.
Hvad folk end ville mene om min krop, det er jeg sådan set lidt ligeglad med, så længe jeg selv er tilfreds med den. Mine to bedste veninder er, hvad man kalder skinny bitches for at sige det rent ud. Selvom jeg er egentlig ikke er tyk, så har jeg altid været den tykkere af os, men det gør mig ikke noget som sådan, for jeg har det jo fint nok med mig selv.
Der ville da være ting, jeg ville ændre ved min krop, hvis jeg kunne komme til det, men det ville aldrig være noget, jeg ville gide at betale for. Man ville jo gerne have en flad mave. Sådan som jeg ser ud nu med lidt mindre, det ville være fint nok.
Da jeg var yngre, der kæmpede jeg rigtig meget med min højde. Den havde jeg svært ved at acceptere. Selvom jeg gik på en god skole, så kan andre børn være træls, hvis de finder noget anderledes. "Hun er meget lav i forhold til andre, lad os lige drille lidt med det."
Mathias Strøm. 28 år. Studerende og elite vægtløfter.
165 cm. 75 kg. BMI 27,55.
Mit forhold til min krop er meget styret af den sport, jeg laver. I min sport der går man meget op i, hvordan man præsterer og ikke så meget, hvordan man ser ud. Så det er langt vigtigere for mig at have en sund og funktionel krop, end det er at have en krop, der ser ud på en bestemt måde.
Gennem tiden har jeg nok været meget interesseret i, hvordan jeg ser ud. Især fordi jeg har nogle proportioner, som er atypiske. I forhold til almindelige mennesker, så er jeg ikke særlig høj og har alligevel nogle kilo på kroppen uden at se overvægtig ud. Det betyder, at jeg måske skiller mig lidt ud for normalen.
Jeg er glad for mad, og med den krop jeg har i dag, og det aktivitetsniveau, jeg har med min sport, så betyder det at jeg kan spise lige hvad jeg har lyst til, og det ville jeg ikke ændre for noget. Det er en kæmpe gode at kunne spise, hvad man vil, uden at skulle på, hvordan man kommer til at se ud af det.