Se listen over de butikker der har solgt muligt listeria-kød

Fødevarestyrelsen er i gang med at kortlægge, hvor mistænkte kød-produkter er blevet solgt henne. Se den foreløbige liste her.

Brugsen er blandt de supermarkeder, der må fjerne kødprodukter, der er under mistanke for at indeholde den livsfarlige bakterie listeria. (© Coop Danmark)

20 personer er blevet smittet med listeria, og 12 personer er døde som følge af at have indtaget kødpålæg med den livsfarlige bakterie listeria.

Statens Serum Institut har sporet listeria-bakterierne tilbage til rullepølser fra producenten Jørn A. Rullepølser og valgt at trække samtlige kødprodukter fra virksomheden tilbage på grund af mistanke om listeria i kødet.

Det drejer sig foruden rullepølser om en række forskellige kødprodukter, der tæller forskellige typer af spegepølser, oksebryst, pølser, bacon, hamburgerryg, lammekølle og mørbrad.

Listen opdateres løbende

I takt med at Fødevarestyrelsen finder frem til de butikker, der har solgt det listeria-mistænkte kød, vil man opdatere en liste, der foreløbig tæller 16 butikker.

Blandt butikkerne er Superbrugsen i Marstal, Næsby og Ejby og Kvickly i Svendborg.

Kødprodukterne er både solgt direkte til butikkerne og til detailvirksomheder, der har solgt produkterne videre. Det er derfor lidt af et puslespil at finde frem til, hvor kødprodukterne er endt henne.

Kødprodukterne kan desuden være pakket om i de pågældende butikkers delikatesse- eller slagterafdelinger og solgt videre med butikkens egen etikette på.

Det er forventet, at listen bliver opdateret igen tirsdag aften og onsdag formiddag.