Folketinget førstebehandler i dag et lovforslag fra regeringen, som pålægger transportfirmaer at kontrollere id hos folk, der rejser ind i Danmark i et tilfælde, hvor Danmark indfører midlertidig grænsekontrol.
Hvis firmaerne ikke gør det, står de til straf.
Men der er stor utilfredshed med forslaget - blandt andre fra Scandlines, som sejler på overfarterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.
Firmaet mener, at der er forhold omkring lovforslaget, som er "meget uhensigtsmæssige", og som "diskvalificerer det", som der står i høringssvaret.
- Vi synes, det er en myndighedsopgave at tjekke kundernes identitet, uddyber kommunikationsansvarlig Anette Ustrup Svendsen fra Scanlines.
Hvor skal personalet komme fra?
Firmaet kalder sig selv "den suverænt største operatør på grænsen mellem Danmark og Tyskland" og skriver, at lovforslaget "i høj grad" vil berøre Scandlines.
- Vi har ikke personale, der er uddannet til at foretage kontrol og håndtere en situation, hvor en kunde bliver afvist. Hvor skal vi få de her folk fra, spørger Anette Ustrup Svendsen fra Scandlines.
Scandlines mener for eksempel ikke, at firmaet er klædt på til at foretage kontrol af ikke-europæiske og falske pas.
Scandlines stiller sig samtidig uforstående overfor, at selskabet fra den ene dag til den anden kan blive pålagt at kontrollere id på samtlige passagerer.
Hvad må de danske myndigheder?
Samtidig stiller Scandlines spørgsmål til lovgrundlaget og mulighederne for at udføre kontrol på tysk grund.
- Kan danske myndigheder pålægge en tysk medarbejder i Tyskland at kontrollere id på den tyske landevej, spørger Scandlines' kommunikationsansvarlige.
Hun understreger samtidig, at firmaet gerne vil samarbejde med politiet og også gerne stiller sine anlæg på dansk side til rådighed for de danske myndigheder.
Forsinkelser og kødannelser kan også blive virkeligheden, advarer Scandlines, der regner med, at det vil koste firmaet halvanden million kroner om dagen, hvis Folketinget vedtager lovforslaget, og den danske regering vælger at indføre midlertidig grænsekontrol.