I 15 dage forblev SAS' fly på jorden midt i højsæsonen, mens piloter og mekanikere strejkede.
Natten til tirsdag blev der efter lange forhandlinger indgået en aftale mellem SAS og piloterne, og nu er SAS' flyvninger nogenlunde normaliseret igen, lyder det fra Alexandra Lindgren Kaoukji, der er pressechef for SAS.
- Vi er mere eller mindre tilbage i fuld skala i forhold til strejken, men det er ikke helt tilbage til normalen, for der er mange andre faktorer, der også spiller ind denne sommer, siger hun.
Der er i øjeblikket annonceret enkelte aflysninger af SAS-fly i næste uge, og det skyldes ifølge Alexandra Lindgren Kaoukji, at der stadig er nogle fly, der har brug for teknisk vedligeholdelse efter flymekanikernes sympatistrejke.
Måske flere aflysninger på vej
Og det kan ikke udelukkes, at der kommer endnu flere aflysninger end dem, der allerede er annonceret.
Det skyldes dog ikke strejken, men blandt andet sygdom blandt personalet, siger Alexandra Lindgren Kaoukji.
- Vi har i øjeblikket flere sygemeldinger, end vi plejer, og det har vi haft i cirka tre uger. Man tester jo ikke så meget for corona længere, men det kan være en del af forklaringen, siger hun.
En anden faktor, der kan forårsage aflysninger, er ifølge SAS det store lufthavnskaos, der hersker i Europa generelt.
Her oplever man flere steder timelange køer, og mange passagerer har ikke fået deres bagage med hjem, fordi lufthavnene ikke kan følge med travlheden efter coronapandemien.
Derfor har for eksempel Heathrow lufthavn i London reduceret antallet af daglige passagerer, og det kan altså også komme til at påvirke SAS' flyvninger.
Fortsat en udfordrende sommer
Selvom strejken er ovre, er det altså stadig en "udfordrende sommer" for SAS og deres passagerer, siger Alexandra Lindgren Kaoukji.
Hun opfordrer derfor til, at man holder øje med eventuelle aflysninger på SAS' hjemmeside samt pakker let og gerne kun håndbagage, hvis man har mulighed for det.
Og derudover handler det om at holde sig informeret og have tålmodighed, siger hun.
SAS anslår selv, at selskabet har mistet over en milliard kroner under pilotstrejken.