- Jeg sammenligner alle, jeg møder, med Emilie. Hun var så sød og imødekommende, og hun satte altid alle andre foran sig selv. Det gør, at der er ikke nogen, der kan leve op til det, så man bliver ensom, man bliver rigtig ensom.
For lidt mere end tre år siden mistede Sarah Midling sin allerbedste veninde, den blot 17-årige Emilie Meng, som forsvandt efter en bytur og blev fundet dræbt et lille halvt år senere.
- Det var som om, at min verden gik i stå, den dag hun blev fundet. Der var ikke noget håb tilbage. Jeg var sur, jeg var ked af det, jeg var frustreret, jeg gik fuldstændig i panik og kunne ikke få vejret. Hele min verden brød sammen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, fortæller Sarah Midling.
Savnet til veninden fylder rigtig meget for Sarah:
Hun beskriver i DR1-programmet 'Emilie Meng - en efterforskning går galt', hvordan hun og Emilie var "meget, meget tætte igennem flere år".
- Emilie var altid den første, jeg ringede til, når der var sket noget, godt eller dårligt. Emilie skrev også altid til mig, hvis hun var ked af det, eller der var sket noget godt. Vi delte alt, fortæller Sarah.
De er begge vokset op i Korsør og gik som små i legestue sammen. Det er dog ikke noget, de husker. Det var først, da de mødte hinanden gennem fælles venner for år tilbage, at de fandt hinanden.
Der gik ikke en dag, hvor de ikke havde kontakt, og deres fremtidsplaner involverede dem begge. De skulle rejse sammen og måske endda dele en lejlighed sammen, når de engang flyttede hjemmefra.
Det blev aldrig til noget, og tilbage sidder Sarah med en tom følelse.
- Det er ikke rart at tænke på, hvad man ikke har mere. Når jeg havde en dårlig dag, var hun med til at hive mig op i humør, og hvis jeg havde en god dag, så var hun med til at fejre det. Nu står jeg og har flere dårlige dage, end jeg har gode.
- De problemer, jeg havde før, var småting i forhold til nu. Men det føltes, som om hele verden brød sammen bare af en lille ting. Det var ligesom bare nemmere at samle sig selv op, fordi jeg havde hende. Hvis der sker en lille ting nu, der gør mig ked af det, så æder det mig op i stedet for, fortæller Sarah som den dag i dag stadig har svært ved at tale om sorgen og savnet.
- Det gør stadig rigtig, rigtig ondt. Det er svært at vide, at man har haft en person, som har kunnet hjælpe én så meget og været der så meget for én, og så lige pludselig ikke have den person hos dig. At man ved, man kunne have haft det, den dræber én. Og det er lige meget med hvor mange år, der er gået.
De to veninder gik ofte ture sammen. Ture, de brugte til at gøre en dårlig dag bedre i hinandens selskab og til at vende alt mellem himmel og jord.
- Hvor normale teenagere måske snakker om, hvilken fest de skal til i næste uge og sådan noget, så var det meget dybere ting, vi snakkede om. Vi talte meget om, hvad der sker efter døden, og hvad der betyder noget i livet. Hvorfor man har det, som man har det, og hvorfor man er, som man er.
Samtaleemner, som pludselig over en sommer - ja faktisk over en weekend blev alt for virkelige for Sarah.
En helt almindelig søndag morgen i juli vinkede Sarah og Emilie intetanende farvel til hinanden med et "vi ses!", før Sarah hoppede ind i en taxa på Korsør station, og Emilie Meng tog hul på en fire kilometers gåtur.
Hvor langt Emilie nåede, og hvad der skete den nat, står stadig hen i det uvisse, men timerne op til husker Sarah Midling ret godt.
Emilie, Sarah og to andre venner fra Korsør var på vandpibecafe i Slagelse, da en sms-korrespondance udviklede sig til et brud mellem Emilie og en fyr, hun var interesseret i.
Ifølge Sarah gjorde det Emilie så ked af det, at hun tog en beslutning om at ville gå alene hjem fra Korsør station fremfor at følges med sine tre venner i en taxa.
De tre venner forsøgte alle at få hende med i taxaen, men Emilie havde besluttet sig. Hun ville gå sin foretrukne smutvej på gåben ind til den del af Korsør, hvor hun boede. Det var en øde sti, men en tur Emilie tit havde gået - også om natten.
Der var altså på ingen måde noget uhyggeligt ved tanken. Og derfor blev det også bare til et helt naturligt, "vi ses!" mellem de to piger.
- Jeg ville bare ønske, jeg havde sagt ordentlig farvel. At jeg havde sagt, at det hele nok skulle gå og havde sørget for, at hun var glad, inden hun tog hjem, siger Sarah Midling med tanke på den irritation, hun kunne mærke på Emilie i forbindelse med bruddet med den fyr tidligere på aftenen.
Næste morgen fik Sarah et opkald fra Emilies mor, Helene Meng. Hun ville høre, om datteren måske sov hos sin veninde, fordi hun ikke var kommet hjem.
I første omgang tog Sarah det ret roligt, og hun forsøgte at få fat i venner og veninder for at høre, om hun måske var der, men da Emilies mor ringede anden gang, fordi Emilie ikke var dukket op til kirkekor søndag formiddag, voksede panikken inde i Sarah.
- Hun har aldrig misset kor før, så der fik jeg et sus i maven. Jeg brød mig ikke rigtig om det. Jeg kunne ikke sove, og jeg blev helt rastløs. Jeg prøvede at finde ud af, hvor hun kunne være henne og alt muligt.
- Jeg tænkte, at hun forhåbentlig bare var taget et eller andet sted hen. At hun var blevet så sur på verden, at hun bare var taget væk. Men jeg vidste også godt, at det ikke var særlig sandsynligt. Men det var bare den tanke, man helst ville have - at hun skal nok komme hjem lige om lidt, uddyber hun.
Sarah drømmer den dag i dag stadig om sin veninde:
Helene Meng meldte samme dag sin datters forsvinden til politiet, som dukkede op hjemme hos Sarah. De ville vide, hvilket tøj Emilie havde på og høre mere om nattens forløb.
- Jeg gik i panik, og jeg blev rigtig ked af det. Det var fuldstændig surrealistisk, fordi jeg jo så hende lige før. Jeg skrev med hende lige før, jeg snakkede med hende lige før. Så det gav ikke nogen mening, syntes jeg.
Oveni alle frustrationerne og sorgerne meldte sig en ny følelse hos den 18-årige pige: Skyldfølelsen.
Efterhånden som Emilies forsvinden spredte sig i lokalsamfundet og på de sociale medier, blev Sarah og hendes to venner udsat for omverdenens tanker og holdninger.
De har oplevet mange, der har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vennerne ikke gjorde noget mere for at få Emilie med i taxaen. Tanker de også selv har tænkt utallige gange som en del af den skyldfølelse, der har naget meget lige siden.
- Jeg har været frustreret og rigtig, rigtig ked af det, og jeg er blevet ved med at tænke den aften om og om igen. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, om jeg kunne have gjort noget anderledes.
Hun er dog kommet frem til, at hun ikke kunne have gjort det på en anden måde, for som hun siger, så kan man ikke "tvinge et andet menneske ind i en taxa". Og egentlig gjorde vennerne jo bare, hvad Emilie ønskede og bad dem om.
- Jeg ved, at hun ikke ville have, at jeg gik med hende hjem, fordi så ville hun ikke gå alene, og det var det, hun havde brug for. Jeg gjorde altså det her, fordi jeg holdt af hende. Der har ikke være nogen ond mening overhovedet, slår Sarah fast.
Tilbage sidder den nu 20-årige pige med følelser som skyld, sorg og ensomhed.
Emilie er stadig i hendes drømme, når hun sover. Og når hun så vågner igen, må hun tage sorgen over at have mistet sin veninde én gang til.
En veninde, der aldrig nogensinde vil kunne erstattes, hvis man spørger Sarah.
- Jeg har svært ved at danne relationer til folk, og jeg tør ikke lukke dem for tæt på mig, fordi hvad nu hvis der skulle ske noget igen. Når folk bare sådan kan forsvinde, er det svært at bygge nye venskaber.
Skræmmende at morderen er derude
Skyldfølelsen nager fortsat mere end tre år senere. Sarah mener selv, at det er, fordi der ikke er kommet nogen afslutning på det hele.
I næsten et halvt år gik Sarah og håbede på, at hendes allerbedste veninde ville blive fundet - i live, men det værste tænkelige skete den 25. december, hvor det blev bekræftet, at et lig fundet dagen før i en sø ved Borup var Emilie Meng.
Politiet har aldrig oplyst offentligheden, hvordan Emilie blev dræbt, kun at hun havde været udsat for en forbrydelse. Gerningsmanden er aldrig blevet fundet, og det påvirker Sarah Midling den dag i dag.
- Det er rigtig uhyggeligt at tænke på, at i princippet kan der gå en person rundt her i byen, som har gjort det, som er morderen, og det skræmmer jo én.
- Jeg har ikke rigtig lyst til at gå uden for en dør. Selv de små ting som lige at gå en tur, som jeg plejede at være rigtig, rigtig glad for, det er ikke længere sjovt.