Sanjay Shah i retten for milliardsvindel: Hvad kunne Danmark have fået for de penge?

Julehjælp, sygeplejersker, kampfly eller klimatiltag?

Hvad kunne vi have fået for de penge, myndighederne mener, vi er blevet snydt for? Det har vi regnet på.

12.700.000.000 kroner.

Enhver med fingeren på nyhedspulsen har efterhånden hørt det beløb et par gange. Det er det samlede beløb, som myndighederne mener, at der er blevet svindlet for i den såkaldte udbyttesag.

En sag, der har trukket i diplomatisk langddrag, men som i dag får prikket hul på bylden.

Den hovedmistænkte, Sanjay Shah, fremstilles nemlig i grundlovsforhør, efter at han i går satte sine fødder på dansk jord. Selv er han tiltalt for at have svindlet statskassen for næsten ni milliarder kroner og yderligere forsøg på svindel for omkring 500 millioner kroner.

12,7 milliarder kroner er så svimlende et højt beløb, at det for nogle kan virke ubegribeligt. Derfor har vi regnet på, hvad Danmark kunne have fået for de penge, som myndighederne mener, vi er blevet svindlet for.

Julehjælp i knap 600 år

. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix Denmark)

Julen er hjerternes fest. Men for nogle familier hænger økonomien så dårligt sammen, at de ikke kan give deres børn den jul, de fortjener. Derfor er der i år mange familier, der har søgt om julehjælp hos forskellige organisationer.

I udregningen har vi taget udgangspunkt i Mødrehjælpens julehjælp. Den består af et tilskud på 550 kroner per barn. En familie med to børn vil altså i alt kunne modtage 1.100 kroner i julehjælp om året.

Det betyder, at de 12,7 milliarder kroner kunne have givet julehjælp til 20.000 tobørns-familier i omkring 577 år.

Over 24.000 sygeplejersker i et år

. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Ritzau Scanpix)

Vores sundhedsvæsen er presset, og sygehusene skriger på flere varme hænder.

Derfor har vi regnet på, hvor mange sygeplejersker 12,7 milliarder kroner kunne kaste af sig.

Ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontors tal fra september tjener en sygeplejerske i gennemsnit 43.250 kroner om måneden inklusiv pension og tillæg.

Det ender med en årsløn på 519.000 kroner. Det skal siges, at gennemsnitslønnen dækker over en stor spredning.

Det betyder altså, at man for 12,7 milliarder kroner kunne aflønne cirka 24.470 sygeplejersker i et år. Eller man kunne hyre 2.447 sygeplejersker i ti år.

24 F-35-fly

. (Foto: © Arthur J. Cammelbeeck, Altinget 2023)

Krudt og kugler har været særdeles omtalt på det seneste, og krigen i Ukraine har sat det danske forsvar og dets materiel i fokus. Især har de topavancerede F-35-fly været diskuteret.

I 2016 bestilte Danmark 27 F-35-fly. Et kig på Forsvarsministeriet status for anskaffelsen siger, at det i alt løb op i knap 14,2 milliarder kroner. Hvert fly har altså kostet i omegnen af 525 millioner kroner.

Dermed kunne Danmark have fået 24 spritnye fly for 12,7 milliarder kroner. Over hele levetiden regner man dog med, at de nye fly samlet kommer til at koste omkring 56 milliarder kroner, når man tæller drift og vedligehold med.

Klimatiltag gange 31

. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Havmiljøet i de danske fjorde og nære kyster er presset. I sommer blev der målt det højeste iltsvind i mere end 20 år.

Derfor har regeringen sammen med aftalepartierne for næste års finanslov afsat 405 millioner kroner i en akutpakke til at forbedre havmiljøet i Danmark.

For 12,7 milliarder kroner kunne regeringen have fået cirka 31,3 akutpakker til en værdi af 405 millioner kroner hver.