En sag om en anklagers angivelige stillingsmisbrug kan risikere at eksplodere og ende med at omfatte flere anklagere og politifolk, mener en række forsvarsadvokater i Østre Landsret.
De har tilkendegivet, at de vil kræve, at sagen skal gå om og starte forfra ved byretten.
Landsretssagens oprindelige anklager er allerede blevet afsat. Anklageren er mistænkt for at have givet instrukser til politividner om, hvad de skulle forklare i retten.
I retssagen er 11 mænd i byretten dømt for hashhandel på Christiania. Sagen er anket til landsretten, og det var i forbindelse med ankesagen, at anklagerens mailkorrespondance med politividnerne kom frem.
Ved torsdagens retsmøde har forsvarsadvokat Hugo Steinmetz læst op fra en mail. Den er sendt fra den afsatte anklager til et af politividnerne og den gruppe af anklagere, som mødte i det store Christianiasagskompleks i byretten.
Netop den mail er interessant. Den er nemlig sendt helt tilbage i september 2014. Det var, få dage efter at den første retssag i hashkomplekset begyndte ved byretten.
Hugo Steinmetz mener, at det indikerer, at anklagemyndigheden allerede i forbindelse med byretssagerne instruerede de politifolk, som skulle vidne i sagen. Og det er strengt forbudt.
Forsvarsadvokaterne har fået udleveret en bunke materiale i sagen, som efter deres opfattelse er rene "stinkere".
Anklagemyndighedens repræsentant, vicestatsadvokat Anders Riisager, mener ikke, materialet skal indgå i retssagen.
Han mener nemlig, at der slet ikke er grundlag for at fortsætte retsmødet.
/ritzau/