Retten på Frederiksberg behandler i dag sagen fra 16. september sidste år, hvor en 67-årig morfar affyrede en jagtriffel mod sin tidligere svigersøn i Fogedretten i København.
Skuddene dræbte den tidligere svigersøns 57-årige advokat, mens svigersønnen selv blev livsfarligt såret. Gerningsmanden tilstod kort efter drabet.
Morfaren forlanger en mild straf 'på grund af ekstraordinære omstændigheder'.
Sagen fortsætter den 19. marts. Det er endnu ikke afgjort, om der falder afgørelse i sagen på denne dato.
Morfarens datter og hans tidligere svigersøn havde haft en langvarig strid om samvær med barnet. Morfaren repræsenterede datteren i Fogedretten i København, da hun selv var forhindret i at deltage.
Sag gav stor debat
Sagen med skudepisoden i Fogedretten i København affødte en debat om sikkerheden i de danske retssale.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) blev kaldt i samråd i Retsudvalget for at redegøre for regeringens planer for sikkerheden, Dommerforeningen bad om flere penge til oprustning af sikkerheden, og regeringen fremlagde planer om adgangskontrol i nogle retssale.
Senest har planerne ført til, at fem byretter skal indføre sikkerhedskontrol ved indgangen til retsbygningerne som et forsøg.