Sælg usælgelige sommerhuse til tyskerne

Byrådet i Lolland kommune vil sende et forslag til Folketinget om at ophæve et 40 år gammelt forbud for udlændinge at købe sommerhuse i Danmark.

Sommerhuse på Lolland er svære at sælge til danskere. Lad tyskerne derfor få muligheden, foreslår lollands borgmester (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Scanpix)

I næsten 40 år har Danmark som det eneste EU-land opretholdt et forbud mod, at udlændinge, primært tyskere, har kunnet købe sommerhuse her i landet. Det skal nu ophæves, mener byrådsmedlemmer i Lolland kommune, der vil sende et forslag om det til Folketinget.

Faldefærdige sommerhuse

Baggrunden er, at mange sommerhuse i regionen risikerer at stå faldefærdige hen, fordi danskerne selv ikke udviser stor interesse for at købe sig ind på boligmarkedet i området

Da Lolland-Falster samtidig kunne trænge til en økonomisk indsprøjtning, mener Lollands borgmester Stig Vestergaard (S), at det er på høje tide at lokke tyskere og andre kapitalstærke udlændinge til landsdelen.

-Vi vil gerne være med til at skabe noget udvikling på Lolland. I forbindelse med en kommende Fehmern-bro og i det hele taget udvikling af Østersø-regionen, synes vi, at det kunne være en god ide at lave en særordning for forbudet på Lolland

Kapital til området

Han bliver bakket op af det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem Vibeke Grave.

- Jeg tror på, at vi skal sige ja tak til alle uanset nationalitet, der vil investere penge og måske bosætte sig i vores landsdel, for det vil sikre en bedre vedligeholdelse af vores boligmasse og en kapitaltilførelse til området, siger Vibeke Grave.

Ophæv forbud

Lollands borgmester Stig Vestergaard mener i øvrigt, at det er på tide at kigge nærmere på forbudet mod at sælge sommerhuse til udlændinge fra 1972

- Danskerne har jo ikke noget imod at købe sommerhuse i udlandet, så jeg kan ikke forstå, hvorfor udlændinge ikke skal få lov til at købe fritidshuse i Danmark, siger han.

Argumenterne for et forbud har været og er stadig, at især tyskere vil overbefolke de danske sommerhusområder, fordi landet ikke selv har udbredt kyststrækninger.

Der er over 3000 tomme boliger på Lolland. Hver fjerde er et sommerhus.