Vand, vand og mere vand.
Store dele af landet er i dag blevet ramt af usædvanlig høj vandstand, og der har været oversvømmelser flere steder.
Den høje vandstand skyldes en såkaldt badekarseffekt i Østersøen, hvor vandet blev blæst østpå i går. I dag vendte vinden så, hvilket betyder, at der er kommet et stort skvulp tilbage mod kysterne fra øst mod vest.
Her giver vi dig et overblik over, hvordan de forskellige landsdele er blevet ramt:
Bornholm
Det første sted, der blev ramt, var selvfølgelig Bornholm. Her var det forventet, at vandstanden ville toppe ved 21-tiden, men allerede klokken 19.30 var det værste overstået i Tejn på det nordøstlige Bornholm, hvor vandstanden nåede op på 1,19 meter.
I Rønne toppede de klokken 20.18 med 1,20 meter.
Selvom vandet trækker sig tilbage, sker det dog meget langsomt. Og jo længere vandet står så højt, des større bliver skaderne.
Den karakteristiske klippekyst på solskinsøen beskytter dog så meget, at der ikke meldes om store skader.
Sjælland
Vandet er også skyllet ind over Sjælland, hvor især havnene i Køge og Rødvig har været ramt, og hvor vandstanden toppede ved 18-tiden.
Begge steder var vandet så højt, at man kan tale om en såkaldt 100-årshændelse, der kort sagt betyder, at det statistisk set sker en gang hver 100. år.
Også i København var vandet faretruende højt, og blandt andet Nationalbanken, Udenrigsministeriet og det Det Kgl. Bibliotek havde forberedt sig på det værste.
I Hvidovre vest for København var man også forberedt til tænderne, men det stoppede ikke vandet fra at gå over sine bredder flere steder. Som her ved Hvidovre Strandvej.
Lolland-Falster
På Sydhavsøerne kom 'skvulpet' lidt senere på aftenen. Men så kom det også for fuld hammer.
Blandt andet i Gedser, hvor seerne på DR2 kunne følge med, da vandet strømmede ind i et sommerhus i Gedser på Falster.
I Gedser var vandet mere end halvanden meter over normalen klokken 21. Vandet er nu stille og roligt ved at trække sig tilbage, så skaderne begynder at kunne ses.
Også lidt længere mod vest i Rødbyhavn stod vandet usædvanlig højt. Så højt at der er tale om en 20-årshændelse.
Fyn
Ligesom på Lolland og Falster er det på Fyn også den sydlige del af kysten, der er hårdest ramt.
Her er veje lukket i flere forskellige byer - blandt andet i Assens, Nyborg og Faaborg. Også flere færger er aflyst. Du kan læse seneste opdatering fra Fyns Politi her.
I Faaborg var vandet klokken 23 164 centimeter over normalen, og det stiger fortsat.
Det samme gør det i Svendborg, hvor man forsøger at holde vandet ude.
I Bagenkop på Langeland er vandet dog endnu højere oppe. Her topper man lige nu med hele 174 centimeter over normalen.
Det kolde vejr og de oversvømmede veje er en farlig blanding, så politiet opfordrer til at køre forsigtigt.
Sønderjylland
På den anden side af Lillebæltsbroen rammer vandmasserne for alvor ved midnatstid, men flere byer er allerede påvirket.
I Sønderborg er man allerede over en 20-årshændelse, og vandstanden stiger og stiger. Klokken 23 var vandet 163 over normalt.
I Aabenraa forventes vandstanden at toppe senere hen på natten omkring klokken et. Men allerede kl. 23 nåede man en 100-årshændelse, da vandstanden nåede 175 centimeter.
Den næste by, hvor vandmasserne forventes at give store problemer, er Kolding. Her forventer DMI, at vandstanden kan stige til mere end 180 centimeter normalen i nat. Og det er noget mere, end tidligere forudset.