Sådan kommer du over VM-nedturen: Gense sejren fra '92, smil og ret op på dit kropssprog

Der findes metoder til at samle sig selv op igen efter et hårdt VM-exit søndag.

Nicolai Jørgensen var en af tre danske spillere, som brændte i straffesparkskonkurrencen. Den kroatiske midtbanespiller, Ivan Rakitić, sendte Kroatien videre, da han scorede på sit forsøg. (Foto: © Jewel SAMAD, Scanpix)

Føler du dig ekstra træt i dag? Ugidelig? Trist?

Så er du ikke alene.

Gårsdagens pinefulde exit fra VM har sendt mange danskere ud i et kollektivt tungsind.

Det gør ondt at tabe, og det gør ondt at tabe en så nervepirrende og intens ottendedelsfinale mod Kroatien om videre avancement i VM-slutrunden i Rusland.

Læg kampen bag dig

Men der findes måder at hive sig op ved hårrødderne og møde verden med overskud og positiv energi.

Det forklarer Birgitte Sølvstein, der er psykolog med speciale i ro og personlig balance.

- Man skal passe på med at dyrke fiaskoer og dårlige oplevelser i fortiden. Især, når det er meget tæt på. Så en god måde at håndtere et stort nederlag er at leve i nuet og gøre noget rart, nyde en god kop kaffe eller have en god samtale, fortæller Birgitte Sølvstein.

Når man har slikket sine sår, kan man eventuelt vende tilbage til den smertefulde straffesparkskonkurrence.

- Man kan måske vende tilbage, når man er kommet sig. Men man skal lade være med at dyrke nederlaget eller hæfte sig ved det brændte straffespark, det er jo selvpineri, siger hun.

I stedet for at gense Danmarks tre brændte straffespark i kampen, skulle man hellere finde en fodboldkamp, som Danmark kom sejrrigt ud af.

- Man kunne for eksempel se EM-finalen fra 1992 eller straffesparkskonkurrencen mod Holland i samme slutrunde, siger Birgitte Sølvstein.

Power pose

Gårsdagens nervepirrende opgør med Kroatien gør måske, at mange danskere render duknakkede rundt i dag.

Men ved at pille lidt ved sit kropssprog kan man faktisk også pille ved sit humør, forklarer Birgitte Sølvstein.

- Inden for psykologien taler man meget om såkaldte power poses. Det er simpelthen bevist, at man kan ændrer kemien i hjernen ved at ændre ved sit kropssprog. I stedet for at gå at kigge ned i jorden, skal man have et åbent kropssprog. Det udløser testosteron og nedsætter stressniveauet, siger Birgitte Sølvstein.

En power pose er en kropsposition, hvor man holder sin ryg rank og åbner arme og ben, så de ikke ligger over kors, så du fylder mere i rummet. Når du fylder mere, viser du, at du har magt og er til at stole på.

To minutter i power pose er nok til at løfte humøret, forklarer Birgitte Sølvstein:

- Man kan for eksempel forestille sig, at Danmark vandt kampen bare i to minutter. Og lade kroppen reagere ved at række armene i vejret og fejre sejren, siger hun.