Det er helt hen i vejret, at nogle direktører i landets kommuner får penge for at fratræde deres stilling, og så bliver genansat i samme job umiddelbart efter.
Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, efter DR Dokumentar gennem aktindsigter har fundet ud af, at mindst 25 direktører i 20 kommuner har fået udbetalt flere hundrede tusinde kroner i fratrædelsesgodtgørelse, selvom de er fortsat i samme stilling efterfølgende.
- Det støder alles retfærdighed, at man skal have en bonus for at fortsætte i sin egen stilling igen. Vel at mærke en stilling, der har en rigtig høj løn i forvejen. Jeg er villig til at gå til ministeren og se, om vi kan gøre noget fra centralt hold af, siger Dansk Folkepartis kommunalordfører, Susanne Eilersen.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) har meldt ud, at direktører rundt om i de danske kommuner ikke skal have udbetalt nogen form for fratrædelsesgodtgørelse, hvis de ikke fratræder deres stilling.
FAKTA:
- •
En åremålsansættelse er tidsbegrænset og kan løbe i op til ni år. Det er oftest blevet brugt ved ansættelse af ledere i det offentlige.
- •
Som kompensation for tidsbegrænsningen er lønnen op til 30 procent højere. Samtidig bliver mange chefer kompenseret økonomisk ved at få en fratrædelsesgodtgørelse, når de har siddet perioden ud.
- •
Kilde: Rammeaftaler om seniorpolitik og åremålsansættelser
Han vil derfor bede Økonomi- og Indenrigsministeriets medlem af Kommunernes Lønningsnævn om at have fokus på, at der bliver ryddet op i ordningerne.
Urimeligt når der skæres i velfærden
Overenskomsterne for kommunaldirektørerne blev justeret for et par år siden.
Som en del af de nye overenskomster i juni 2015 inden for staten, regionerne og kommunerne, aftalte man, at det ikke længere skulle være muligt at indgå nye ansættelseskontrakter, der udløser fratrædelsesgodtgørelser for åremålsansatte medarbejdere, hvis de efterfølgende fortsætter i jobbet på en ny åremålskontrakt.
Kommunerne gik altså med til at rette ind, men modsat staten, så har de stadig nogle ordninger tilbage, de kan benytte sig af. De kan blandt andet udbetale direktører en fratrædelsesgodtgørelse - enten på forhånd eller ved at søge deres eget job og blive genansat på en fast kontrakt.
Magnus Heunicke, der er kommunalordfører for Socialdemokratiet, kalder forholdene helt urimelige.
- Vi kan se, at der skal skæres i vores velfærdsområde, og folk på gulvet løber stærkere og stærkere. Og så ser man samtidig, at cheferne scorer høje lønninger, høje fratrædelsesordninger og får lov til at blive i jobbet efterfølgende. Det er altså urimeligt, siger han og opfordrer parterne til at finde en løsning hurtigst muligt.
- Jeg ved, at kommunerne kæmper for at få det her ud af systemet, men at Djøf holder fast i det. Jeg opfordrer kraftigt til, at det stopper, siger han og uddyber:
- Djøf har jo heller ikke nogen interesse i at have systemer, der forgylder ganske få mennesker, men tager pengene fra vores velfærd og bruger dem på noget, der er umuligt at forklare eller forsvare, siger han.
Hos ledernes fagforbund Djøf melder man hus forbi i forhold til Magnus Heunickes kritik.
- Efter vi forhandlede overenskomst i 2015 burde det som udgangspunkt ikke længere være muligt at få udbetalt godtgørelse samtidig med, man genansættes i samme stilling. Det er så åbenbart tilfældet. Det er arbejdsgiverens beslutning - i dette tilfælde kommunerne - der vælger ansættelsesformen samt hvordan man vil håndtere den ansættelse, siger Henning Thiesen, der er formand for sammenslutningen af offentlige ledere i fagforbundet Djøf.