Ry-sagen: I dag begynder retssag om benzinbombe, der brændte 16-årig

De fire tiltalte på 15 og 16 år og det jævnaldrende offer skal forklare, hvad der skete den dramatiske februaraften.

De fire drenge på 15 og 16 år er tiltalt for at have kastet en benzinbombe på en skolekammerat fra Mølleskolen i Ry. (Foto: © Leif Seekjær Møller)

I dag begynder retssagen mod fire drenge på 15 og 16 år, der er tiltalt for at have kastet to benzinbomber på en jævnaldrende dreng i Ry.

Drengene var oprindeligt sigtet for drabsforsøg, men er nu tiltalt for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, hvor strafferammen er fængsel i op til 10 år.

De nægter sig alle skyldige.

Episoden skete 6. februar i år ved Ry Hallerne, hvor de fem drenge havde aftalt at mødes om aftenen.

Her blev der ifølge anklageskriftet kastet to brændende flasker med benzin mod offeret, en 16-årig dreng med afghanske rødder, der blev ramt.

Den 16-årige dreng blev ifølge anklageskriftet forbrændt på mellem 15-35 procent af kroppen. Han blev indlagt i kritisk tilstand efter overfaldet, men er nu udskrevet.

De fire drenge har alle siddet varetægtsfængslet på forskellige sikrede ungdomsinstitutioner siden episoden.

I dag skal de fire drenge og det jævnaldrende offer så forklare i retten, hvordan de oplevede den voldsomme februaraften.

Forsvarer for den ene af drengene, Jytte Storgaard, er glad for, at sagen endelig kommer for retten.

- Jeg forventer en frifindelse, fordi min klient ikke er skyldig i de ting, der står i anklageskriftet, siger hun.

Udover de fem drenge er der blandt andet indkaldt en retsmediciner som vidne i sagen.

Der ventes at falde dom i sagen 1. maj.