Rutsjebaneulykke kvæster fire

En vogn er faldet af rutsjebanen Cobra i Tivoli Friheden i Århus. To mænd og to kvinder er kommet til skade, oplyser politiet.

Tivoli Friheden blev fredag aften ramt af en ulykke, da en vogn faldt af rutsjebanen Cobra. (Foto: © Ernst van Norde, Scanpix)

Fire mennesker er bragt til Århus Sygehus med brudskader efter en alvorlig rutsjebaneulykke i Tivoli Friheden sent fredag aften.

Unge kvæstede uden for livsfare

Østjyllands Politi oplyser, at to mænd og to kvinder mellem 22 og 24 år er indlagt med svære kvæstelser i fødder og ben:

- De er alle uden for livsfare og de behandles alene for brudskader, sagde vagtchef Amrik Chadha til DR Nyheder natten til lørdag.

Vognen krængede over

Øjenvidnet Hanne Bønding fortæller til TV2 News, at hun hører rutsjebanen Cobraen sige nogle knækkende lyde på vej op mod et højdepunkt, hvor den forreste vogn så krænger over og falder ned med to personer i.

En beskrivelse af ulykken, som Tivoli Frihedens direktør Henrik Olesen bekræfter over for TV2 News natten til lørdag.

Ny forlystelse med en skrue løs

Rutsjebanen Cobra er kun en uge gammel i Tivoli Friheden og efter forlystelsesparkens eget slogan Danmarks vildeste. Turen varer 100 sekunder med op til 70 km/t og det højeste punkt er 25 meter over jorden.

Og uheldet skete godt fire timer efter, at rutsjebanen om eftermiddagen havde fået udskiftet flere bolte ved en reparation.

- Det er klart, at interessen samler sig om de bolte, og det er helt sikkert noget, vi skal have undersøgt i morgen, siger Tivoli Frihedens direktør Henrik Olesen, der nu ligesom politiet vil gå videre med undersøgelsen:

- Jeg er dybt rystet over det, der er sket. Det overgår vores værste mareridt, siger Henrik Olesen.

Krisehjælp

Og Henrik Olesen var ikke den eneste, der var rystet efter ulykken. Brandvæsnet rykkede ind i Tivoli Friheden med tre køretøjer og Falck med fire ambulancer umiddelbart efter rutsjebaneulykken, hvor der blev ydet krisehjælp på stedet til de chokerede øjenvidner.

Også politiet var talstærkt til stede og afspærrede området omkring rutsjebanen.