Iltsvindet i de danske farvande har nået et kritisk niveau, og for at komme dem til livs foreslår oppositionspartierne på venstrefløjen nu en akutpakke, der skal give det danske havmiljø et "tiltrængt pust".
- Det står nu klart, at årtiers indsats for at reducere kvælstofudledning har spillet fallit, lyder det blandt andet i forslaget, som Berlingske også har beskrevet.
I de ny forslag lyder det blandt andet, at der skal sættes et bindende mål om, at den årlige kvælstofudledning til vandmiljøet højst må være 38.000 ton i 2027. I 2020 var den udledning 57.000 ton ifølge Miljøministeriet.
En årlig status og politisk drøftelse skal sikre, at reduktioner opnås løbende.
Derudover vil partierne anvende skovrejsning som aktivt middel til at begrænse udvaskning af kvælstof, mens et andet forslag hedder, at der skal indføres forbud mod at sprøjte og gøde i zoner omkring alle åbne vandløb, større søer og kystområder.
Bag forslaget er SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, og ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, er det nu, vi skal begynde at snakke om, hvad vi gør ved problemet.
- Problemet er ikke penge, problemet er den politiske vilje.
- Og det er den, vi kommer med her - som en invitation til de andre partier i Folketinget, lyder Pelle Dragsted.
'Der er alle de rigtige elementer'
Stiig Markager, professor på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, har læst forslaget og synes, det lyder fornuftigt.
- Det indeholder rigtig mange af de elementer, jeg som fagperson ser som nødvendige for at få et bedre havmiljø.
Det helt afgørende for ham er, at vi får reduceret udledningerne af kvælstof, som kommer fra landbruget, og forslaget om, at den årlige kvælstofudledning til vandmiljøet højst må være 38.000 ton i 2027 er et godt bud på et loft. Det er næsten nok og præcis det tal, de også selv har regnet sig frem til.
Er det det, der skal til for at redde vores havmiljø?
- Det er den altoverskyggende faktor. Det er det, der skal gøres noget ved. Hvis man ikke gør noget ved det, så er alt andet lige meget.
Der er også forslag, som omhandler begrænsning af trawling og fiskeri med bundslæbende redskaber, men det primære er ifølge professoren at få reduceret udledningerne af kvælstof fra landbrugets aktiviteter på land.
Derudover er det ifølge ham afgørende, at vi holder op med at gøde de marker, der ligger helt ned til åerne og kysterne.
WWF glade, men havde gerne set bindende krav
Hos Verdensnaturfonden (WWF) i Danmark er man glade for, at der er nogle partier, der går foran.
- Her er i hvert fald fat i alle de virkemidler, som skal til, for at vi kan få rettet op på vores havmiljø, siger generalsekretær Bo Øksnebjerg.
- Men jeg havde måske gerne set, at det var nogle bindende krav, der blev her, så vi er helt stensikre på, at vi kommer i mål inden 2027.
Radikale er også et af de partier, der står bag forslagene, og her lyder det, at selv planen her ikke er nok til at redde de danske have.
- Den her handlingsplan vil lave de akutte indsatser, der trænger sig på her og nu. Men det er klart, der skal et større og længere træk til, hvis vi skal nå helt i mål, siger Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre.
Til spørgsmålet om, hvorvidt forslaget er realistisk, svarer Stiig Markager, at det udelukkende er et politisk spørgsmål.
Hvis man er villig til at lave lovgivning med restriktioner på brug af kvælstofgødning på de bestemte marker, så er det første trin og noget, der vil være realistisk at nå langt med.