Røde flag på strandene: Alger kan gøre dig syg

Både mennesker og dyr skal passe på med at tage en dukkert, hvis der er hejst rødt flag på stranden eller ved badesøen.

Ved Stilling Strand ved Solbjerg Sø i Skanderborg Kommune har der efterhånden i mange dage været advarsel mod at bade på grund af alger. (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

Mange steder landet over bliver der frarådet badning ved søer og strande. Du risikerer nemlig at blive syg, hvis du vil tage en kølig dukkert i vandet.

Det varme vejr og hedebølgen får skylden, for med solens konstante stråler kommer de såkaldte blågrønalger og ofte mange af dem - og det kan ske ret pludseligt, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.

Normalt er de giftige blågrønalger ufarlige for mennesker og dyr, fordi algernes gift fortyndes i vandet, men med flere dages varme, som vi har herhjemme, kan de samle sig og udlede så meget gift, at de kan være sundhedsskadelige.

Hvis man trodser et badeforbud eller ikke opdager et rødt flag og bader i alger, er de hyppigste symptomer kløe eller udslæt på huden, men kommer man til at sluge vandet eller indånde støvet fra alger, der ligger på land, kan symptomerne være langt værre.

De mere sjældne symptomer er hovedpine, svimmelhed, høfeber, astma, feber, kvalme og diarré.

- Ingen mennesker er døde af algeforgiftning i Danmark, men hvis du oplever symptomer på algeforgiftning, bør du overveje at søge læge, skriver Miljøstyrelsen.

Børn og allergikere skal passe særligt på

Især børn er udsatte, fordi der skal mindre algegift til, før de reagerer.

- Børn vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne. Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand - og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden, lyder det fra Miljøstyrelsen.

Og mennesker, der i forvejen er svækkede eller lider af allergi, skal holde sig fra at bade, hvor der er alger.

Det er dog ikke kun mennesker, der er i risiko for at blive syge af algesuppe. Også fugle, kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster.

De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden, oplyser Miljøstyrelsen.

Tørstige hunde kan dø af algesuppen

Hos Netdyredoktor.dk advarer man mod at lade hunden drikke eller bade i algefyldt vand. Hunde elsker nemlig at drikke vandet og kan i værste fald dø.

Hvis din hund er blevet forgiftet, er de typiske symptomer opkast og ofte blodig diarré, og så gælder det om at få hunden til dyrlæge.

Der er ingen modgift, så ifølge hjemmesiden Dyrenes Læge og Øjenklinik vil en dyrelæge forsøge at neutralisere giftstofferne med aktiv kul samt give væske, varme og støttemedicin.

Har din hund badet i de giftige alger, men ikke udviser tegn på forgiftning, kan man give 200 mg-tabletter med aktiv kul samt vaske hunden grundigt i almindelig hundeshampoo, så den ikke får mere gift ind, når den rengører sin pels.

- Hvis hunden overlever to døgn, efter symptomerne er opstået, er der rimelig gode fremtidsudsigter. Men desværre dør mange hunde inden for to døgn efter indtagelse af algerne, skriver Dyrenes Læge og Øjenklinik på sin hjemmeside.

  • Se her, hvordan de giftige blågrønalger ser ud. (Foto: © LISELOTTE SABROE, Scanpix)
  • (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)
  • (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)
  • (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)
  • (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)
  • (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)
  • (Foto: © Kristian Brasen, Scanpix)
  • (Foto: © Kristian Brasen, Scanpix)
1 / 8
  • Sådan genkender du alger

  • Blågrønalgerne er kun et problem, hvis der er så mange, at du kan se dem.

  • På trods af navnet kan blågrønalger have mange farver. De kan være grønne, blågrønne, grønbrune, brune og gule. Når algerne er ved at dø, danner de hvidlige fnug i vandet.

  • Når algerne klumper sig sammen, kan de være sundhedsskadelige at bade i.

  • Man genkender dem på, at de ofte ligner en film af maling på vandoverfladen eller et lag andemad.

  • Det kan også klumpe sig sammen i tykkere lag på overfladen eller danne skum.

  • Alger, der bliver skyllet op på stranden, vil ligne skum.

  • Hold øje med flagene på stranden. Er flaget rødt, frarådes badning.

  • Tjek din kommunes hjemmeside eller find appen "Badevand" for at tjekke vandkvaliteten, inden du smutter afsted for at få en dukkert.