Rød blok kalder klimaminister i samråd om landbrugspakke

Rød blok vil have svar på landbrugspakkens klimakonsekvenser og kalder klimaminister Lars Chr. Lilleholt i samråd.

Rød blok kalder klimaminister Lars Chr. Lilleholt i samråd om landbrugspakkens betydning for klimaet. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Oppositionen mener ikke at have fået fyldestgørende svar om landbrugspakkens klimakonsekvenser og indkalder derfor klimaminister Lars Chr. Lilleholt til samråd.

Det skriver Altinget.

Rød blok stoler ikke på, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) har givet dem svar på landbrugspakkens klimaeffekt og drager nu klimaministeren ind i sagen.

- Vi efterspurgte i januar den reelle klimaeffekt af landbrugspakken og fik nogle ufuldstændige og misvisende svar om, at landbrugspakken ville have en neutral klimaeffekt, siger Christian Poll, Alternativets klimaordfører til Altinget.

Flere af oppositionspartierne mener, der stadig er stor usikkerhed om landbrugspakkens konsekvenser for klimaet.

Rød blok ønsker klimaministerens svar på en række spørgsmål, som blandt andet omhandler CO2-reduktioner og hvorvidt landbrugspakken vil gøre det sværere for Danmark at opfylde sine kommende klimamål.