Rod i medicinen på bosteder for udsatte børn og unge

Besøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed afslører alvorlige problemer med medicin i mere end hvert andet tilfælde.

Modelfoto. Styrelsen for Patientsikkerhed begyndte at tage på tilsynsbesøg hos opholdssteder og døgninstitutioner sidste år. (Foto: © Morten Vilhelm, DR Nyheder)

Gammel medicin blandet sammen med ny, forkert antal piller i doseringsæsken og medicinlister, der ikke stemmer med lægens anbefalinger

Det er bare nogle af de problemer, som Styrelsen for Patientsikkerhed er stødt på, siden de sidste år begyndte at føre tilsyn med bosteder for udsatte børn og unge.

På over halvdelen af de døgninstitutioner og opholdssteder, hvor styrelsen har været på tilsyn fandt de så alvorlige problemer med håndtering af medicin, at de udstedte påbud.

- Det er et højt tal i forhold til mange andre områder. Vi ser at der har været en manglende forståelse for at man havde sundhedsfaglige funktioner, siger Charlotte Hjort, chef for tilsyn og rådgivning i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Problemer på halvdelen af de besøgte steder

Styrelsen for patientsikkerhed har været på besøg på 29 opholdssteder og døgninstitutioner, hvor udsatte børn og unge bor. 16 af de besøgte steder har fået et påbud, hvilket svarer til 55 procent.

Det viser en opgørelse, som DR Nyheder har lavet på baggrund af de tilsynsrapporter, som Styrelsen for Patientsikkerhed har lagt på deres hjemmeside.

Et påbud betyder, at opholdssteder får en række krav de skal leve op til, hvis de fortsat skal håndtere medicin.

Børn og unge, der er anbragt på opholdssteder eller døgninstitutioner, kan f.eks. lide af ADHD, OCD, selvskadende adfærd eller en lang række andre psykiske lidelser.

Også problemer med journaler

Styrelsen for Patientsikkerhed har også fundet problemer på mange opholdssteder med at føre ordentlig journal over barnets behandling.

- Det er rigtig vigtigt at dokumentere medicingivning i en journal. Hvis der for eksempel kommer en vikar, skal man kunne se, hvad status er og hvad der er vigtigt for den her beboer, siger Charlotte Hjort.

Problemerne med at holde styr på medicinen til børn og unge findes både på de offentligt drevne døgninstitutioner og på de private opholdssteder. Dog har Styrelsen for Patientsikkerhed uddelt forholdsmæssigt flest påbud hos de private tilbud.

Opholdssteder: Vi har måske ikke taget opgaven alvorligt nok

Og at over halvdelen af besøgene hos døgninstitutioner og opholdssteder ender med et påbud om at rette op på håndteringen af medicin, er ikke godt nok, mener branchen selv.

- Det burde være bedre, siger Michael Graatang, direktør for Landsorganisationen for Sociale Tilbud, og fortsætter:

- Vi kommer nok aldrig udover at der vil være fejl en gang imellem, men det skal minimeres, og det arbejder vi på.

Styrelsen for Patientsikkerhed har kun ført tilsyn med bosteder for børn og unge siden sidste år. Derfor mener Michael Graatang, at det ikke er alle opholdsssteder, der har fået indstillet sig på, hvad det kræver, at leve op til Styrelsen for Patientsikkerheds krav.

- Vi burde have været længere med implementeringen. Vi har måske undervurderet opgaven. Det der er sket er, at et lille botilbud til fem personer har fået samme regler som Rigshospitalets afdelinger.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der ikke tale om, at der er indført nye krav til opholdsstederne. Det nye er, at der bliver ført tilsyn.

Og kravene er heller ikke ens for alle, men afhænger af sammenhængen, siger tilsynschef Charlotte Hjort.

- Det vil sige at krav til f.eks. journalføring vil være mere vidtgående på en intensivafdeling end på et bosted. Men for f.eks. medicinhåndtering er kravene de samme – nemlig: den rigtige medicin i den rigtige mund på det rigtige tidspunkt.