Rockerklub på Vestsjælland beskudt

Politiet siger, at man er travlt optaget af at opklare en episode, hvor Gremium MC blev beskudt.

En rockerklub i Stenlille på Vestsjælland blev tidligt her til morgen udsat for beskydning af gerningsmænd, der indtil videre er ukendte, oplyser politiet.

Ingen kom tilsyneladende noget til ved skyderiet mod Gremium MC's hus på Lårupvej.

Otte personer var til stede i klubhuset, da et par af politiets patruljer nåede frem.

- Vi har naturligvis stor fokus på naboer og andres sikkerhed, hvorfor der lægges store kræfter i vores indsats, siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse om politiets arbejde.

Her nævner politiet blot, at der var "flere skud" ved episoden, der blev anmeldt klokken 04.35.

Tidligere skudt samme sted

Ifølge TV Øst blev der også 29. juni affyret skud mod det samme klubhus.

I øvrigt var Gremiums klubhus på Finlandsgade i Haslev også mål for et angreb i februar sidste år.

Dengang reagerede myndighederne ved at lukke klubhuset og forbyde personer at opholde sig på adressen. Begrundelsen var, at borgere på uddannelsesinstitutioner, i en sportsklub og på nogle arbejdspladser kunne komme i farezonen.

Skuddene i Haslev blev tillagt en konflikt mellem Gremium og gruppen Brothas.

/ritzau/