Rockere får millioner i sociale ydelser

Op mod halvdelen af rockerne i HA- og Bandidos-miljøet er på overførselsindkomster. Det første halvår har kostet samfundet 30 millioner kroner.

Rockere, Hells Angels, rocker, rygmærker (© DR)

Rockere fra Hells Angels og Bandidos samt deres støttegrupper har i årets første halve år hævet knap 30 millioner kroner i sociale ydelser, selvom flere af dem lever "det søde liv" for beskidte penge.

Det skriver B.T på baggrund af tal fra Skats særlige bandeenhed.

I bandeenheden bekræfter Vagn Pedersen, at Skat har brugt en del kræfter på at finde ud af, hvad landets 1170 registrerede rockere har af indtægter og hvorfra.

Pæne biler og guld om håndleddet

- Vi ser jo til tider, at de kører rundt i nogle meget pæne biler med guld om håndleddene, og så spørger man jo sig selv om, hvordan de har råd til det, siger Vagn Petersen til Ritzau.

Skat har derfor henvendt sig til de 78 af landets 98 kommuner, hvor de registrerede rockere har hjemme, for at finde ud af, om de sideløbende med deres kriminelle aktiviteter har snablen i den offentlige kasse.

- Og der viser vores tal, at 531 af dem inden for det seneste halve år har fået udbetalt mere end 5000 kroner i sociale ydelser, siger Vagn Petersen.

I mange tilfælde er der ifølge Skat tale om socialt bedrag.

Kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension

Derfor er det er nu planen, at Skat og kommunerne i samråd skal gå personerne igennem for at vurdere, om der kan sættes en prop i sociale ydelser som kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension.

- Det vil foregå ved, at vi tager ud til kommunen og siger, hvad ved vi om dem, og hvad ved I om dem, og så udveksle vi oplysninger, som lovgivningen giver mulighed for, siger Vagn Petersen.

De knap 30 millioner kroner, som rockerne har fået udbetalt i årets første seks måneder, fordeler sig ifølge B.T. med 16,5 millioner kroner til rockere fra Bandidos-miljøet og godt 13 millioner kroner til rockere fra HA-miljøet.