Selv om vi handler mere og mere via internettet, er misbruget af dankortet på nettet faldende.
I andet halvår 2016 blev der snydt for 33,3 millioner, mens beløbet var faldet til 15,9 millioner kroner i samme periode sidste år.
På samme tidspunkt voksede nethandlen og brugen af dankort på nettet fra 38,7 til 45,8 milliarder kroner.
- Vi oplever et markant fald i misbrug, når danskerne handler med dankort, siger Henriette Dunkjær Andersen, ansvarlig hos Nets for salg og marketing af dankort.
To faktorer er ifølge Nets skyld i udviklingen:
- I 2017 lancerede vi et ekstra sikkerhedslag. Så når du handler for over 450 kroner, får du en sms-kode, du skal bekræfte, for at transaktionen kan gennemføres.
- For de forretninger, der har løsningen tilknyttet, er misbruget faldet markant, og flere steder er det helt forsvundet, siger Henriette Dunkjær Andersen.
Nets har også anskaffet sig robotter, der kan opdage mistænkelige transaktioner.
Selv om misbrug af dankortoplysninger på nettet er faldende, ses den samme udvikling ikke, når det gælder misbrug af fysiske dankort, hvor kortet måske er blevet stjålet og koden afluret.
Her blev der i andet halvår sidste år snydt for 26,3 millioner kroner - nogenlunde samme niveau som året før.
/ritzau/