Den 2. juni 2005 var Robert Andersson trukket i den lyseblå uniform i Horserød Statsfængsel. Den dag kom til at vende op og ned på hans liv.
Han tog en indsat med en klump hash, og situationen udviklede sig, da den indsatte pludselig gik amok på Robert Andersson.
- Han kommer lige imod mig og slår ud efter mig. Han råber: 'Jeg slår dig ihjel dit Nazi-svin'. Der er aldrig nogen, der har sagt til mig: 'Jeg slår dig ihjel' - og sagt det så absolut, at jeg ikke var i tvivl om, at han mente det, fortæller 47-årige Robert Andersson, der begynder at svede i håndfladerne, når han tænker tilbage.
Robert Andersson vælter rundt på gulvet med den indsatte, men får råbt en kollega op, som kommer og hjælper med at få den indsatte under kontrol. De to betjente kæmper med ham i lang tid, og til sidst må han køres væk til isolation i Vestre Fængsel.
Da Robert Andersson kører hjem fra arbejde den dag, holder han ind ved en tank og fylder favnen med rødvin. Hele natten sidder han og prøver at analysere, hvad der skete.
- Som jeg ser det i dag, er det ligesom starten på enden af den Robert, jeg var engang, fortæller Robert Andersson til P1 Dokumentar.
Livet smuldrede
Jobbet som fængselsbetjent bød på mange konflikter og voldsomme trusler fra de indsatte. Og snart begynder Robert Anderssons kernefamilie-liv at smuldre. Han bliver skilt, får det værre og værre psykisk og dulmer smerten med alkohol.
Robert Andersson får kæmpet sig tilbage på arbejde - denne gang er det som værkmester i Vridsløselille Statsfængsel.
Men snart er der igen konflikter med fangerne, og særligt én indsat bliver Robert Andersson ved med at tørne sammen med. En dag stiller fangen sig op foran glasdøren til Robert Anderssons kontor.
- Hans øjne er kulsorte, han har skum i mundvigene og jeg ved, at nu er det nu. Jeg bliver bange. Ham kan jeg ikke klare, er jeg sikker på. Han er for hurtig, han er for voldsom og han er for stærk. Og jeg ved nu, at hvis ham og mig mødes igen en dag, så enten dør han eller også dør jeg, og det er ikke til diskussion.
Robert Andersson bliver ikke overfaldet denne gang. En kollega når nemlig at slæbe den indsatte væk, og Robert Andersson kollapser på sin kontorstol. Han ved, at tiden som fængselsbetjent er slut.
Livet gjorde for ondt
I 2007 afleverer Robert Andersson uniformen og forlader fængslet. Jobbet har ødelagt ham, og han begynder at drikke mere og mere. Der bliver åbnet en arbejdsskadesag på ham og han går til flere psykiatere.
Robert Andersson er svært påvirket psykisk, han trækker sig fra familien og er konstant bange for at blive overfaldet. Psykiaterne er enige om, at Robert Andersson har udviklet PTSD (Post Traumatisk Stresssyndrom).
- Nå, tænker jeg bare. Og posttraumatisk stress kan ikke helbredes, får jeg at vide. Men jeg tænker, selvfølgelig kan det helbredes. Det skal jeg nok selv sørge for, fortæller Robert Andersson.
Selvmord virkede som eneste udvej
Det var dog svært for Robert Andersson at helbrede sig selv. Hans liv blev fyldt med druk, han havde ingen fast bopæl og efterhånden ingen familie, der kunne hjælpe ham. Og smerten inden i voksede bare.
Derfor så han ingen anden udvej end selvmord. En udvej, som hans datter Sally Andersson også frygtede:
- Der var mange gange, jeg troede at, nu er det sket, nu er han død. Jeg var forberedt på det hver dag. Jeg drømte også mange gange om natten, at han var død. Jeg tror bare, jeg gik og var forberedt på det hele tiden, fortæller Sally Andersson.
Har droppet alkoholen
Robert Andersson forsøgte at drikke sig ihjel to gange, men begge gange blev han fundet, indlagt og overlevede. Han fik tilknyttet en psykolog med speciale i PTSD og fik hjælp til at kvitte alkoholen.
I dag lever Robert Andersson et liv, hvor sygdommen sætter rammerne. For han bliver aldrig den samme igen fortæller han:
- Jeg har haft for mange nederlag på at forsøge at blive den samme. Jeg bliver aldrig den samme. Jeg tænker heller ikke på samme måde som før. Det ved jeg, siger han.