Rigspolitiet kan ikke afvise nye flygtninge på danske veje

Trods ny grænsekontrol kan politiet ikke afvise, at nye ukontrollerede situationer med flygtninge på de danske veje vil opstå.

I september myldrede det over grænsen med flygtninge. Og fordi den netop indførte kontrol kun baserer sig på stikprøver ved grænserne, så kan politiet ikke afvise, at flygtninge endnu engang vil finde alternative måder at komme ind i landet på. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Vores kontrol fokuserer primært på færgehavnene i Sydsjælland og ved den grønne grænse i Sønderjylland. I alt har vi cirka 13 grænseovergange.

Sådan siger Richard Østerlund la Cour, der er centerchef for Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, om den nyindførte kontrol ved den dansk-tyske grænse til DR Nyheder.

Politiet kan dog ikke udelukke, at flygtninge igen vil vandre på togskinnerne eller benytte andre alternative metoder til at komme ind i Danmark trods den nyindførte grænsekontrol.

Risikerer vi ikke at stå i samme situation som i september, hvor folk begynder at gå på togskinner og så videre og benytter sig af mere lyssky indgange til Danmark?

- Udgangspunktet er, at vi nu får bedre kontrol med grænsen og får mulighed for at afvise dem på selve grænsen. Det er ikke en 100-procentskontrol, det er en stikprøveviskontrol. Så vi kan ikke afvise, at andre kommer ind, siger Richard Østerlund la Cour.

- Men vi har i de forgangne måneder lavet en planlægning, der tager højde for det, tilføjer han uden dog at uddybe dette.

Politiet har i dag klokken 12 forstærket indsatsen ved grænserne mod Tyskland med 200 betjente døgnet rundt.

Richard Østerlund la Cour oplyser desuden, at politiets stikprøvekontroller vil foregå på udvalgte steder på udvalgte tidspunkter.

- Vi fokuserer vores indsats på de primære hovedfærdselsårer, men vi vil også have opmærksomhed på alle andre grænseovergange, siger han.

Den nye grænsekontrol gør det som noget nyt muligt for politiet at afvise personer allerede inden, de passerer grænsen til Danmark.

- Et af de nye, centrale redskaber, vi har fået, er, at vi kan foretage en afvisning direkte ved grænsen. Så folk, der ikke lovligt kan indrejse i Danmark, folk der ikke ønsker at søge asyl i Danmark, vil blive afvist ved selve grænsen til Danmark og kommer således ikke ind i Danmark, siger Richard Østerlund la Cour.

Præcisering: Det fremgik tidligere af artiklens overskrift, at det var Rigspolitichefen, som udtalte sig på vegne af Rigspolitiet. Det er ikke korrekt, for det er centerchefen i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, Richard Østerlund la Cour, der udtaler sig. Samtidig fremgik det, at han havde sagt, at han ikke kunne udelukke, at flygtninge igen ville vandre på togskinner eller benytte andre metoder til at komme ind i Danmark. Men det har han ikke. Han har blot sagt, at politiet ikke kan afvise, at der kommer andre flygtninge ind i landet på trods af grænsekontrollen.