Der er fortsat en styrket politiindsats ved og omkring de danske grænser, efter knap 1.000 flygtninge, mange af dem fra Syrien på vej mod Sverige, er ankommet til Danmark siden i går aftes.
Det oplyser Rigspolitiet her til aften.
- Det er en usædvanlig situation, som politikredsene håndterer på bedst mulig vis og med størst mulig medmenneskelig forståelse, siger Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet i en pressemeddelelse
Det er politiets opgave at registrere de flygtninge, der ankommer til landet med foto og fingeraftryk.
Danmark som transitland
Udlændinge, som søger mod andre nordiske lande og ønsker asyl eller ophold der, vurderes i et vist omfang at rejse gennem Danmark, lyder det fra Rigspolitiet– på samme vis som udlændinge rejser gennem andre lande for at nå til Danmark.
Hvor mange er rejst til andre nordiske lande via Danmark, andre lande eller via andre ruter er ikke opgjort.
Kontakt de humanitære organisationer, hvis du vil hjælpe
Mange ringer til politiet, for at få svar på, hvad man må og ikke må i en situation som denne. Men det kan man ikke svare præcist på, lyder det fra Rigspolitiet. Nogle situationer kræver plads til medmenneskelig omsorg, men andre kan betragtes som medvirken til menneskesmugling og derfor være ulovligt.
Men det er det altså ikke, hvis man giver mad eller tøj, til de mange flygtninge, der netop nu er på vej til Sverige til fods.
Hvis man ønsker at yde humanitær bistand, opfordrer politiet til, at man kontakter de humanitære organisationer - og ikke politiet.