Rigspolitiet fjerner øget bevogtning på politistationerne

Mistænkt gerningsmand er anholdt, og derfor er der ikke længere behov for øget sikkerhed.

Foran politigården i Horsens blev der sat betjente til at bevogte bygningen efter skyderiet i Albertslund. (© DR Nyheder)

Siden en betjent blev ramt af skud i hovedet klokken 08.20 ved politigården i Albertslund, har der været øget sikkerhed foran landets politistationer.

Nu giver Rigspolitiet grønt lys til, at den ekstra bemanding foran indgangene igen bliver fjernet. Det sker, fordi den mulige gerningsmand er blevet anholdt, oplyser Rigspolitiet på Twitter.

- Efter anholdelse af formodet gerningsmand til skyderi er alle ekstraordinære foranstaltninger ved vores politistationer nu ophævet, står der i beskeden.

Politiet satte også flere steder i landet ekstra betjente på gaden.

Den skudramte betjent er uden for livsfare, men hans tilstand er alvorlig, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den mistænkte gerningsmand er en 26-årig dansk mand, som i forvejen var kendt af politiet. Han kan ifølge politiet være psykisk ustabil.

Bevæbnede betjente foran indgangen. Sådan så der ud tidligere ved politigården i Rønne, Bornholm. Det var tilstanden ved flere af landets politigårde. (© DR Nyheder)

- Alt tyder på at gerningsmanden handlede alene og at der er tale om en gal mands værk, skriver Københavns Vestegns Politi.

Manden bliver nu sigtet for drabsforsøg og fremstilles i morgen i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Se politiets bevogtning af politigårde i Horsens og Aarhus i videoen herunder.